- Træn 8 timer inden frokost
Af Claes Meldal
Tourspillernes Hemmeligheder: Hvilke råd har Steen Tinning og de andre tourspillerne mon til unge spillere, der overvejer at turne pro? Se, hvad der skal til for at komme helt til tops
Velkommen til Tourspillernes Hemmeligheder, hvor Golf.dk går tæt på nuværende og tidligere tourspilleres bedste, sjoveste og skøreste øjeblikke. Læs tourspillernes historier hver onsdag.
Hvis du skulle give to gode råd til en amatørspiller, der turnede pro, hvad ville de råd så være?
Steen Tinning:
Din fritidsinteresse er nu blevet dit job. Træn mindst 8 timer, inden du holder frokostpause, og træn derefter, indtil det bliver mørkt!
Derudover: Vær glad, motiveret og struktureret.
Monica V. Christiansen:
Sørg for at have et netværk omkring dig, inden du starter. Og spil dit spil og sammenlign ikke dig selv med de andre derude.
Lasse Jensen:
Find dig en mentor, som kan øse ud af sin erfaring fra touren. Se på dig selv i golfspillet, og få det bedste ud af det, du har.
Oliver Suhr:
2 gode råd: Det første er planlægning. Hvis du skal kunne præstere dit topniveau, kræver det, at der er styr på alting omkring dig.
Det andet råd er, at du skal arbejde mentalt med dig selv døgnet rundt. Sug til dig af alt, hvad du oplever i din hverdag, både godt og skidt. Det hele får man brug for videre i karrieren.