Topmøde i Nivå

Lucas Bjerregaard (bill.) og Jeff Winther mødes igen i Nivå (Foto: Getty Images)

Printer venlig versionSend til en ven

Nummer et, to og fire på Nordic Leagues rangliste spiller sammen ved Club La Santa Championship på Nivå Golf, når næste afdeling af ECCO Touren tee’er ud onsdag morgen.

Den førende spiller på Nordic League, danske Lucas Bjerregaard, får selskab af to af sine nærmeste konkurrenter på listen, norske Christian Aronsen og svenske Jens Fahrbring, når der onsdag sættes gang i ECCO Touren i Nivå. Begge har de allerede vundet én gang på ECCO Touren i indeværende sæson.

Ved Sydbank Masters – Presented by Visit Tønder satte Lucas Bjerregaard, trods sit nederlag i omspil, en tyk streg under, at han hører til blandt de absolutte favoritter til at vinde både ECCO Tour og Nordic League i denne sæson. Onsdag og torsdag får han således muligheden for at se et par af de største konkurrenter an. Selv mener han dog, at sæsonen er alt for lang til at koncentrere sig om konkurrenter, og vil i stedet fokusere på sig selv.

- Jeg prøver så vidt muligt kun at tænke på mit eget spil, og præstere så godt som muligt hver gang. Men det er da fedt at spille med to rigtigt gode spillere, lyder det ydmygt fra nordjyden.

- Sæsonen er stadig lang, og der kan ske meget endnu. Derfor er jeg nødt til at fokusere på mit spil. Jeg vil jo gerne optimere det og blive bedre i løbet af sæsonen, forklarer det 20-årige talent, der for to år siden vandt EM for amatører.

I bolden efter slår Lucas Bjerregaards overmand fra Sydbank Masters – Presented by Visit Tønder, Jeff Winther, ud sammen med Tobias Rosendahl og Øystein Engevik. De tre er nummer fem, seks og syv på Nordic league, hvor de fem bedste i slutningen af sæsonen får en billet til Challengetouren 2013.

Nivå Golf åbner dørene for Club La Santa Championship onsdag morgen kl. 08.00, og vil du se flere af morgendagens danske golfstjerner, heriblandt Lucas Bjerregaard, så skal du stå klar på 1. tee allerede kl. 08.40.