Himmerland kæmper for europatouren

Skal stjernerne på europatouren indtage Himmerland Golf & Country Club?

Printer venlig versionSend til en ven

Der sker noget nyt hver dag, fortæller direktøren i Himmerland Golf & Country Club

Det lød dejligt ambitiøst, da Lars Larsen i starten af året lukkede op for sin visionspose og delte sine ambitioner om at få europatouren til Himmerland i 2014 eller 2015.

Siden er der ikke blevet meldt noget officielt ud, men ambitionerne er mere i live end nogensinde.

- Der sker noget nyt hver dag, men vi vil hellere holde kortene helt tæt på kroppen for ikke at stå og ytre nogle holdninger, som vi ikke kan stå helt inde for. Men der bliver arbejdet på, at det kan gå i opfyldelse at få europatouren til Himmerland Golf & Country Club, siger adm. direktør Claus Birk Larsen til Golf.dk

Så sent som i torsdags var der møde i Himmerland med europatouren på dagsordnen. Med om bordet var idémanden og storinvestoren Lars Larsen. Men den mere konkrete dagsorden holder de for sig selv.

- Vi er på det stadie, hvor vi holder kortene endnu tættere, og det er ganske få personer, som er involveret. Men der er nogle ting, der skal arte sig, for at det skal gå i opfyldelse. Det handler selvfølgelig meget om økonomien i det. Skal vi gå efter top 60 på europatouren, eller skal vi gå efter top 80 og nedefter. Det er afgørende, at økonomien holder. Når vi snakker om beløbsstørrelser i den her størrelsesorden, så skal vi gennemgå tallene lidt mere end to gange, siger Claus Birk Larsen, der uden at love for meget har en god mavefornemmelse.

- Vi er der, hvor alvoren er ved at gå op for os selv i forhold til, at det måske godt kan lade sig gøre, siger Claus Birk Larsen.


9 kommentarer til "Himmerland kæmper for europatouren "

Himmerland

Fedt at der tænkes stort.

Det bliver stort for hele Nordjylland`s golfmekka, mange baner i området vil kunne mærke europa touren kommer til Himmerland....

Er der en som kan er det Lars Larsen.....

Himmerland

RESPEKT
Det ville være en fornøjelse at se elite golf i Danmark igen - det vil være med til at løfte juniorgolfen og det er jo der det hele starter.

Himmerland

Ja ja når man henvender sig til Larsen er det ikke altid som at slå i en dyne ;-)
Pøj pøj med projektet - håber det lykkes.

Anden bane

Det kan godt være at Lars Larsen er golfvisionæren med flest penge i Danmark, men det kan da kun skade dansk golfs image at en Europatour-turnering kommer til en bane son Himmerland. Så burde den placeres på Lübker, Silkeborg eller lignende.

Re: Anden bane

Du har tydeligvis ikke været i nærheden af at betræde himmerlands golfbaner?

Banen

Nej nej, du må endelig ikke sammenligne Himmerland med baner som lübker og Silkeborg, de er klasser bedre!

Og jo jeg var så sent som sidste sæson i himmerland og spille både New Course og Old Course, ingen af disse baner var på daværende tidspunkt europatour materiale.

Men når det er sagt har de jo gang i den store pengepung for at få opgraderet anlægget, og det kan da være at banerne i 2014-15 er parat til Europatouren.

Anden bane

FF og MD - heldigvis er vi alle af forskellig opfattelse af hvad der skal til for at være EuropaTour materiale - Silkeborg og Lübker er også meget gode baner for en middelklasse golfspiller, men når det kommer til eliten så er der andre faktorer der gør sig gældende - Himmerland har og kan indfri forventninger helt sikkert - og jeg håber det lykkes.

lad os se...

Himmerlands New Course har døjet med virkeligt dårlige greens. Derfor lukkede de banen det meste af sidste sæson, for at opbygge helt nye greens efter USGA-standard. I samme omgang er banen tilrettet, så den netop lever op til moderne standard og til en europatour-turnering.

Tag op og spil banen når den åbner til august, og husk i den forbindelse at der stadig er et par år til at gro i inden eliten kommer på besøg.

Min mening er at banen INTET fejler hvad angår hulforløb, og at den sagtens kan rumme en europatour.

Jesper

Banen op mod andre

Jeg synes lige man skal afvente åbningen af den nye bane, inden man kan udtale sig, om Himmerlands New Course er mere eller mindre egnet til ET end eksempelvis Lübker eller Silkeborg.
Det er mange faktorer der spiller ind:
- Selvfølgelig er banens sværhedsgrad afgørende (glæd jer til ca. 7000 meter fra bagsædet på den nye bane)
- Muligheder for at placere tribuner m.m.
- Logistik
- Økonomi

Lars Larsen har de finansielle muskler og den seriøsitet der skal til for at få stablet et arrangement på benene som holder hele vejen.

At skrive at det er skadeligt for dansk golf at få en ET til Himmerland, er fuldstændig nonsens. Hvis der laves et bæredygtigt og visionært arrangement omkring turneringen, kan jeg kun se fordele ved at få en ET til Danmark. Uanset om det så er i Himmerland, Lynbygaard eller andre steder.

At det så kan betyde, at min hjemmebane er lukket for en periode, må jeg lære at leve med...:-)