Handicapsystemet 2012
Da den Europæiske Golfunion - EGA - i 1997 besluttede, at Europas golflande skulle anvende det amerikanske Course Rating and Slope System til at beskrive golfbanernes sværhedsgrad, var grundlaget skabt for at forme et fælles europæisk handicapsystem - EGA-handicap-
systemet. Dette blev indført 1. jan 2000 i Danmark, og 9. udgave foreligger hermed.
Handicapsystemet foreligger på hjemmesiden www.golf.dk, under Handicap og Regler til downloading. Hermed håber vi, at systemet når ud til en så bred kreds af golfspillere som muligt. Alle medlemmer af danske golfklubber bør kende handicapsystemet.
Med EGA-handicapsystemet spiller vi mod banens par og ikke mod banens Course Rating, og forskellen mellem par og Course Rating indbygges i konverteringstabellerne. Dette princip er nu efterhånden slået igennem i hele Europa, dog undtaget De Britiske øer.
Enhver golfspiller - kvinde som mand - kan i EDS-runder vælge, hvilken bane (tee-sæt) de vil spille fra, og på konverteringstabellen aflæse, hvilket ”spillehandicap”, deres handicap giver dem. Herefter kan der spilles en hvilken som helst match eller turnering og resultatet opgøres. Turneringsbestemmelser med angivelse af, hvilket tee-sæt der skal spilles fra, skal naturligvis følges.
EGA-handicapsystemets formål er, at frembringe korrekte handicaps, som afspejler spillerens scoringspotentiale, og som gør det muligt for spillere med forskelligt handicap at konkurrere på lige fod, tilpasset banens sværhedsgrad.
Handicap fastsættes på basis af præstationer, hvor høje scorer på enkelte huller reduceres vha. stableford, da disse høje scorer ikke afspejler spillerens styrke.
Scorer fra turneringsresultater - og for spillere med handicap 4,5 eller højere også såkaldte "Ekstra Dag Scorer" - anvendes til handicapregulering.
Nyt. Det tilstræbes, at disse regler skal medføre opnåelse af et handicap, der gør at en spiller bør kunne score til neutral zone eller bedre efter følgende retningslinjer
En Grp 1 spiller i ca. 35% af alle runder
En Grp 2 spiller i ca. 25% af alle runder
En Grp 3 spiller i ca. 20% af alle runder
En Grp 4 spiller i ca 10% af alle runder
Spillere på vej ned eller op i handicap vil falde uden for disse retningslinjer.
Selve golfspillets natur med stadig skiftende spillevilkår og svingende præstationer betyder, at handicapfastsættelse ikke kan være en eksakt operation, men hvis spilleren forsøger:
• at lave det bedste score på hvert hul i alle runder
• at opnå så mange tællende scorer som muligt pr. år
• at opfylde pligterne i dette system (gælder i høj grad også klubbens udvalgsmedlemmer)
kan der alligevel opnås en rimelig høj grad af ensartethed i handicapfastsættelse, og derved opnås et sportsligt fair handicap, der viser spillerens styrke og tillader spillere med forskellig spillestyrke at konkurrere på et jævnbyrdigt niveau.
Handicap er et talmål for spillerens styrke, udtrykt ved det antal slag, vedkommende spiller over Course Rating på idealbanen med Slope 113. Handicap er således det teoretiske udtryk for spillerens reelle, aktuelle styrke på idealbanen med Slope 113. Handicap angives som decimaltal med én decimal, f.eks. 3,4 eller 24,6.
Spillehandicappet, som tildeles på den aktuelle bane (tee-sæt), der skal spilles, aflæses på konverteringstabellen. Spillehandicap angives i heltal, f. eks. 7 slag eller 31 slag,
EGA-handicapsystemet anvendes med tilladelse fra EGA’s Handicapping and Course Rating Committee.
DGU Course Rating og Slope anvendes med tilladelse fra USGA.
Nærværende danske version er en forkortet version af den engelske version af EGA Handicapsystemet og ændret, så §-numrene nu kan sammenlignes. Der kan derfor forekomme spring i §-rækkefølgen.
Nærværende version er gældende i Danmark for handicapkomitéer og medlemmer i danske golfklubber under DGU fra 2. juli 2012.
DGU’s Handicap- og Course Rating Komité
Maj 2012
| § 1 | Definitioner, se EGA System |
| § 2 | Baner og Bane Rating se USGA Course Rating System |
| § 3.1 | Dansk Golf Unions rettigheder og pligter |
| § 3.3 | Medlemsklubbens rettigheder og pligter |
| § 3.4 | Handicapkomitéens (hjemmeklubben) rettigheder og pligter |
| § 3.5 | Spillerens rettigheder og pligter |
| § 3.6 | Tællende scorer |
| § 3.7 | Computed Buffer Adjustment (CBA) |
| § 3.8 | Ekstra Dag Scorer (EDS) |
| § 3.9 | Spillehandicap |
| § 3.10 | Stableford |
| § 3.11 | Erhvervelse af første handicap |
| § 3.12 | Regulering af handicap |
| § 3.13 | Suspendering og fortabelse af handicap |
| § 3.14 | Generhvervelse af handicap |
| § 3.15 | Årsrevision(AHR) |
| § 3.16 | Handicapkomitéens rettigheder og pligter til at foretage skøn |
| Ikrafttræden | |
| Tillæg 1 | Handicapreguleringstabel |
| Tillæg 2 | Handicap for tour-pro’er |
| Tillæg 3 | Handicapregisterkort |
| Tillæg 4 | Ekstra Dag Score tilmeldingsformularer |
| Tillæg 5 | Regulering i forbindelse med lejeforbedring |
| Tillæg 6 | Handicapnøglen |
| Tillæg 7 | Spillere med handicap 37-54 |
| Tillæg 8 | Støttemodel – skønsmæssig regulering |
