Lübkers direktør stopper

Per Kærsgaard stopper som direktør på Lübker

Printer venlig versionSend til en ven

Efter tre år som direktør for Lübker Golf Resort, siger Per Kærsgaard stop ved udgangen af juni

De seneste tre år har Per Kærsgaard været et del af det luksuriøse østjyske golfresort Lübker, og han var en af drivkræfterne bag redningen af det økonomiske trængte resort for et par år siden. Men nu er det slut. Når juni måned rinder ud, siger Per Kærsgaard tak for denne gang og forlader direktørkontoret.

Det er ønsket om et arbejdsliv, hvor der er mere tid til familie og fritidsinteresser samt øvrige erhvervsmæssige opgaver, der er årsag til hans beslutning. Samt udsigten til at direktørjobbet i Lübker fremover vil kræve rigtig mange timer med den planlagte videreudvikling og optimering af resortet.

Der er dog ikke tale om et fuldstændigt farvel til den bane, som brugerne på Golf.dk valgte til deres favoritbane for et år siden. Fra 1. juli bliver Per Kærsgaard tilknyttet bestyrelsen i LGR Nimtofte Holding, der ejer banen og de fleste af faciliteterne. Per Kærsgaard er selv medejer og beholder sin investering i selskabet.

Bestyrelsen vil bruge den kommende tid til at se på den fremtidige ledelsesstruktur.