Woods og McIlroy slået på VM-banen

Rory McIlroy indtog sammen med syv andre stjerner banen, som VM-drengene kæmpede på i sidste uge. Foto: Getty Images

Printer venlig versionSend til en ven

De to største profiler tabte begge i første runde af Turkish Airline Golf World Final

Otte af verdens bedste spillere er i denne uge samlet til opvisningsturneringen Turkish Airline Golf World Final. Den spilles i Antalya på anlægget, der i sidste uge lagde rammer til herrernes amatør VM. 

Toppen af den golfmæssige kransekage er Rory McIlroy og Tiger Woods, men både verdens nummer et og nummer to fik en dårlig start på turneringen, og de blev begge to tabere på åbningsdagen.

Turkish Airline Golf World Final spilles som et puljespil med fire spillere i hver pulje. Der spilles alle mod alle i puljen. Efter puljekampene går de to bedste i hver pulje videre til semifinalerne.

Rory McIlroy tabte efter en runde i 76 slag (+5) mod Matt Kuchar, der brugte 70 slag (-1). Rory McIlroy ramte den spillemæssige bund, da han på 15. hul fik en trippelbogey, som han fulgte op med to dobbeltbogeys på de næste to huller.

I samme pulje tabte Tiger Woods mod Charl Schwartzel. Det var en meget tættere match, og de stod lige efter 17 huller, men Tiger Woods fejlede på 18. hul, og det udnyttede sydafrikaneren.

I pulje B vandt Justin Rose over Hunter Mahan, mens Lee Westwood besejrede Webb Simpson.

Onsdag spilles to runder af turneringen, og der ses særligt frem til mødet mellem Rory McIlroy og Tiger Woods.

Der er ingen ranglistepoint på spil i opvisningsturneringen. Til gengæld er der masser af dollars. Vinderen af fredagens finale indkasserer 1,5 million dollars. Trøstepræmien til de to nederste i puljespillet er på 300.000 dollars.