Winther: En fantastisk start

Jeff Winther virkede mere lettet end lykkelig oven på sin andenplads, da Golf.dk fangede ham til en snak i Kuala Lumpur. (Foto: Getty Images)

Printer venlig versionSend til en ven

Både pengebeholdningen og selvtilliden var tyndslidt, så andenpladsen i Tshwane Open kunne ikke være kommet til Jeff Winther på et mere belejligt tidspunkt

Efter planen skulle Jeff Winther have brugt ugen på at flytte ind i sin lille families nyerhvervede hus, men planer er til for at blive lavet om. Det blev de, da den 27-årige dansker søndag skød 64 og fik en udelt andenplads i Tshwane Open. Det resultat kvalificerede ham til denne uges Maybank Championship Malaysia, så billetten til København blev skiftet ud med en til Kuala Lumpur.

Det var der, Golf.dk tidligere tirsdag fangede rookien til et par kommentarer om karrierens største resultat.

- Jeg ved ikke, om jeg rigtigt har fattet det endnu, siger han.

Andenpladsen kom ud af det blå efter tre missede cuts og en madforgiftning, der sendte ham ud af den fjerde turnering efter få huller. Med den sæsonstart lå det ikke i kortene, at Winther skulle udgøre den største trussel mod Charl Schwartzels sejr, men det mest overraskende er, at spillet ikke var særligt godt, og ikke markant bedre end i årets første turneringer.

- Jeg synes ikke, den sidder der overhoved. Det føltes ikke som nogen pragtpræstation, men lige pludselig står man der og er blevet nummer to.

Winther forklarer resultatet med en tricky bane, hvor det var vigtigere at holde sig i spil end at slå fantastiske slag. Han må alligevel have slået masser af den slags, for over de fire runder blev det til 22 birdies.

Andenpladsen gav en check på 118.763 euro, hvilket bringer ham frem til 34. pladsen på Race to Dubai.

- Det er en fantastisk start. Det er næsten halvdelen af tourkortet, der er hjemme allerede. Jeg kunne ikke ønske mig mere, siger den nye nummer 241 på verdensranglisten.

Pengene falder på et tørt sted, for det var ikke kun selvtilliden, der blev tyndslidt under den svære start på rookiesæsonen.

- Nu har jeg lidt mere ro på økonomien, og det er virkelig, virkelig rart. Det er jo dyrt, sådan noget her. Jeg tror, jeg kunne have holdt den kørende i fem-seks uger mere uden at tjene penge, siger han.

Den tidligere greenkeeper landede i Malaysia sent mandag aften, og allerede tirsdag morgen var han at finde på Royal Selangor Golf Club for at tage hul på sin syvende uge i træk hjemmefra. På denne tid for et år siden slæbte Winther varer på et lager, og han kan kun ryste på hovedet over den nye situation.

- Det er sygt at tænke på, hvor meget min karriere har ændret sig. Det er bare gået op, op, op - selv om det ikke så sådan ud for en uge siden. Der var det direkte i kælderen, men så får man ét godt resultat, og så kan man lige køre den lidt længere. Det er noget mærkeligt noget, siger han.

Winther har fået starttid torsdag klokken 07.20 dansk tid sammen med Edouard España og Casey O'Toole.


1 kommentar "Winther: En fantastisk start"

Lad "Winther-en" fortsætte -totally cool :)

Så lad bare Winter-en fotsætte......

Han fortjener det - og godt med nogle flere danskere på touren

Tillykke..