VM medaljer er urealistiske
Af Martin Rahbech
Danmark faldt tilbage til 19. pladsen ved VM efter en skuffende anden runde, men håbet om top 8 lever stadig hos landsholdet
Der var drømmen, at Danmarks landshold skulle have medaljer med hjem fra Women's World Amateur Championship 2012 i Tyrkiet.
Men efter de to første runder ligner det, at medaljedrømmen er forduftet.
Danmark faldt fredag fra 16. pladsen til 19. pladsen efter en holdscore for dagen i +3 og dermed en total i +5.
- Det var en rigtig skidt dag for os, og medaljer er urealistiske, som det ser ud nu, siger landstræner David Dickmeiss til Golf.dk
Fredag blev det vante danske es, Nicole Broch Larsen, trumfet, da hun brugte 77 slag (+5) og dermed stod bag den højeste danske score.
Hun kom ellers fint fra start, og det første forkerte slag kom på fjerde hul og endte med at koste en dobbeltbogey. Det slog hende lidt ud, og hun var i +4 efter syv huller, men fandt så tilbage til det vante, stabile spil.
Dagens dansker blev Caroline Nistrup, som kom rundt i par med én bogey og én birdie.
- Det var godt at have en spiller uden de store udsving. Hun er generelt en meget stabil spiller, og derfor tæller hun ofte med i en holdscore. Men det er så heller ikke hende, der leverer de helt lave scores, siger David Dickmeiss.
Nanna Koerstz Madsen talte med i fredagens regnskab efter en runde i 75 slag (+3), der blandt andet bød på tre birdies, men også en dobbeltbogey og fire bogeys.
Efter to runders holdscores i +2 og +3 er det ambitionen, at holdet skal bryde par i første omgang på lørdagens runde.
- Vi skal ud og spille til vores egen målsætning, som er at komme under par for dagen. Og selv om medaljer ikke ser realistisk ud, så kan vi med to gode runder i weekenden godt komme op i top 8, siger David Dickmeiss.
Favoritterne til at tage guldet med fra Tyrkiet er umiddelbart de forsvarende verdensmestre fra Korea. De har nemlig taget fronten i -8 med fem slag ned til andenpladsen.
