Vilde jubelscener i vente
Af Henrik Søe
Der er lagt i ovnen til de vildeste jubelscener i The Greenbrier Classic, hvor både spillere og tilskuere kan score kassen på hole-in-one
Tour-karavanen er nået til West Virginia og The Greenbrier Classic på The Old White Course, og arrangørerne har for alvor fundet gulerødderne frem.
På banens 18. hul har arrangørerne stillet én million dollar i udsigt til de spillere, der laver hole-in-one på det 148 meter lange par 3-hul. Spilleren får selv lov at beholde de 250.000, mens det resterende beløb går til velgørenhed.
Men festen stopper ikke her. I tilfælde af en hole-in-one vil samtige tilskuere, som er på plads omkring det unikke afslutningshul, modtage 100 dollar. Skulle der blive flere esser på samme dag, kan hver tilskuer se frem til at modtage 500 dollar for den anden og 1000 dollar for den eventuelt tredje ener.
Den lille ekstra feature, som nok skal få publikum til at leve sig mere end almindeligt ind i slagene, kører hver dag fra torsdag til søndag, så der er potentielt mulighed for at uddele 12 millioner dollars til spillere og publikum i løbet af turneringen.
- Jeg håber, det vil skabe en masse liv og spænding på tribunerne. Jeg håber spillerne laver en hel bunke holes-in-one, og jeg håber, vi får det sjovt, siger Jim Justice, der ejer The Greenbrier Resort og banen The Old White Course.
De to svenske vindere fra sidste uges turneringer i Canada og Sverige, Carl Petterson og Richard S. Johnson, stiller op i West Virginia og får muligheden for at skabe liv og glade dage ved 18. green.








Ingen kommentarer til "Vilde jubelscener i vente"
Indsend kommentar