Vijay stjal Tigers overskrifter

Der var grund til smil fra Vijay Singh efter en flot indledning på Greenbrier Classic. Foto: Getty Images.

Printer venlig versionSend til en ven
Fantastisk afslutning sikrer Vijay Singh føringen i USA. Tiger Woods er langt tilbage efter skidt indledning på The Greenbrier Classic.
Lige siden Tiger Woods i søndags sikrede sig sin tredje titel i år, har medierne verden over været spækket med historier om superstjernen. Det store spørgsmål har været, om han nu er tilbage ved tidligere tiders styrke.

Torsdag viste han sig dog fra menneskelige side i PGA Tour-turneringen The Greenbrier Classic med en runde i 71 (+1), imens en af hans tidligere store rivaler løb med de positive overskrifter.

Den tidligere verdensetter, Vijay Singh, åbnede turneringen med en runde i 63 slag (-7) og er dermed et slag foran de tre amerikanere Jeff Maggert, Martin Flores og Jonathan Byrd. Den 49-årige spiller fra Fiji var blot en enkelt under par efter de første ni huller, men så vågnede han til dåd. Med seks birdies på sidste otte huller, heraf fire på de sidste fire, katapulterede Singh sig op gennem feltet og alene i spidsen.

- Jeg ved ikke hvor det kom fra. Jeg har spillet ret godt i en periode uden dog for alvor at få gang i scoringen. Men i dag lykkedes det mig at slå den tæt på pinden, jeg kom godt fra tee og jeg holede nogle putts, sagde Singh, der har spillet ni turneringer i de seneste ti uger. Det var dog ikke noget den aldrende golfstjerne kunne mærke.

- Jeg føler mig ikke træt, tværtimod har jeg en god energi efter at have arbejdet hårdt på mit spil, sagde en smilende Singh efter runden.

Otte slag er der dermed imellem Singh og Tiger Woods, der ligger på en delt 88. plads i første runde. Den sejrsvante amerikaner var en ærlig mand i sin analyse efter runden.

- Banen var sat op til at score lavt i dag, og holder du dig på fairways, kan du spille meget aggressivt. Men jeg kæmpede lidt med at finde mit spil i dag og havde svært ved at finde farten på greens, sagde Tiger efter runden.

Han er dog ikke den eneste af forhåndsfavoritterne, der skal på hårdt arbejde fredag. Også Phil Mickelson og Jim Furyk startede med en runde i 71.

Du kan se et sammendrag fra runden hér.