Vibe i hopla på Madeira
Af Claes Meldal
Den degraderede Mads Vibe-Hastrup ser ud til at savne turneringerne på European Tour. I hvert fald kom Vibe flot fra start i Madeira Island Open med en 69'er
Med seks danskere til start i den mindste European Tour-turnering, Madeira Island Open, var chancen absolut til stede for at se det danske flag højt oppe på leaderboardet i første runde. Og mens flere af danskerne kom langsomt fra start, satte Mads Vibe-Hastrup sig igennem fra start.
Helsingoraneren kom rundt i 69 slag på Porto Santo-banen på øen af samme navn et par timers sejlads fra Madeira. Vibe vendte ellers i en over par, men så tog en vis herre ved danskeren, der trillede fire birdies i koppen på de næste fem huller og derefter holdt godt sammen på spillet til sidst. Det rakte til en delt 14. plads efter første runde.
Lasse Jensen er næstbedste dansker på 54. pladsen efter en runde i par, mens Anders Schmidt Hansen og Mark Haastrup deler 74. pladsen i +1. Thorbjørn Olesen (+4) og Steen Ottosen (+5) kom skævt fra start og ligger henholdsvis nr. 120 og 137. Thorbjørn Olesen lagde ellers ud med to hurtige birdies, men han blev fældet af en katastrofal triplebogey på det spektakulære, men lumske 14. hul.
Helt i front ligger et firkløver bestående af englænderne Chris Gane og Ben Evans samt portugisiske José-Filipe Lima og skotske George Murray. De fire herrer gik Porto Santo-banen i seks under par. Hele 24 spillere ligger inden for tre slag af førerkvartetten, så det er helt åbent før fredagens 2. runde.







1 kommentar "Vibe i hopla på Madeira"
Super Dane
Good to see Mads up at the top. Want to see more....super golf.
Indsend kommentar