Veteran skal løfte oprykkere

Knud Storgaard skal dele både sine erfaringer og sine kompetencer på banen med Mollerup Golf Club

Printer venlig versionSend til en ven

Knud Storgaard gør comeback i elitedivisionen for Mollerup i weekenden

Det er en fyr, der ved, hvad han snakker om, der skal være med til at gøre en forskel for oprykkerne fra Mollerup i elitedivisionen.

På holdkortet er nemlig 39-årige Knud Storgaard, der er kommet til klubben efter mange sæsoner i Skive.

I Mollerup er der mange kasketter, der skal på hovedet. Men på dem alle står der udvikling af Mollerup Golf Club.

- Jeg skal blandt andet være med til at strukturere og udføre elitetræningen, og så skal jeg hjælpe med i Mollerup Erhvervsklub, så økonomien er på plads til at drive elitegolf. Og så skulle jeg gerne spille godt på banen, fortæller Knud Storgaard, der trods sin nye rolle i klubben er godt bekendt med rammerne og spillerne, da han tidligere har spillet en del i klubben, mens han boede i Aarhus.

Han er inden weekendens sæsonpremiere meget optimistisk på holdets vegne.

- Jeg føler, vi er, hvor vi skal være. Vi har 10 spillere, der på papiret er nogenlunde lige gode. Det skal gerne være med til at skabe en sund konkurrence og motivere de spillere, som ikke er på holdet, siger Knud Storgaard.

Med den sunde konkurrence ønsker han at bidrage til et løft af elitekulturen i truppen og klubben. Den proces må gerne byde på metal i slutningen af sæsonen.

- Det er en målsætning, at vi gerne vil spille med om medaljer. Men forrige sæson viste, at det kan blive utrolig tæt. Dengang sluttede alle fire hold med samme point. Så det bliver en stor udfordring ikke mindst på det mentale plan, siger Knud Storgaard, der tidligere i sin lange karriere har vundet guld med Aalborg.

Netop Aalborg er modstanderne i lørdagens sæsonpremiere.

Sæsonstarten i Elitedivisionen herrer

Lørdag:

Gyttegård – Holstebro

Mollerup – Aalborg

Frederikssund – Odense Eventyr

Furesø - Kokkedal

Søndag:

Aalborg – Gyttegård

Mollerup - Holstebro

Kokkedal – Frederikssund

Furesø – Odense Eventyr