Veteran på PGA Touren ramt af mindre hjerteanfald

To sejre og ti andenpladser er det blevet til indtil videre i Jason Bohns karriere på PGA Touren. Foto: Getty Images

Printer venlig versionSend til en ven

Jason Bohn klarede cuttet ved The Honda Classic, men spiller ikke med i finalerunderne, da han efter rundens afslutning blev ramt af et mindre hjerteanfald

Jason Bohn er ikke en spiller, der vælter sig i opmærksomhed på PGA Touren. Men den 42-årige amerikaner har etableret sig som en fast mand på touren med over 300 turneringer i de seneste 12 år med to sejre som afkast. Det er dog også blevet til mange andenpladser blandt andet to af slagsen i denne sæson.

Fredag fik han noget opmærksomhed, som ingen ønsker. Efter han klarede cuttet ved The Honda Classic fik han stærke brystsmerter og efter at have konsulteret lægestaben ved turneringen, blev han fragtet i ambulance til et nærliggende hospital.

Det blev bekræftet, at han var blevet ramt af et mindre hjerteanfald, og det venter flere tests lørdag.

Jason Bohn blev også ramt af sygdom efter AT&T Pebble Beach Pro-Am i forrige uge med influenza og bronkittis.

Det var jo nok mest oplagt at tage en lille turneringspause, men der var en særlig grund til, at han meldte sig klar til Honda Classic.

Næste måned spilles WGC-Dell Match Play, og det kræver en plads i top 64 på verdensranglisten at komme med, og Jason Bohn er pt nummer 71.

- Det er en af de to turneringer, jeg aldrig har spillet i min karriere, så det er virkelig højt på min radar. WGC Match Play og Tour Championship er de to eneste turneringer, jeg aldrig har haft mulighed for at spille. Jeg ville elske at gøre det mindst én gang i min karriere, sagde Jason Bohn til Golfweek tidligere på ugen.

Turneringen stoppede også fredag for Rory McIlroy. Han spillede sin anden runde i 72 slag og med en total I +4 var han ét slag fra at klare cuttet.

Rickie Fowler er alene i spidsen, efter han for anden runde I træk spillede en 66’er. Han er med en total i -8 et slag foran Jimmy Walker og to slag foran Sergio Garcia.