Uvejr bremser igen spillet

Lasse Jensen er et slag under par efter 13 huller af sin tredje runde i BMW SA Open (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

Brandon, ikke Branden, var på toppen, da spillet i BMW SA Open for anden dag i træk blev indstillet på grund at torden

Der blev spillet en hel runde golf lørdag i BMW SA Open på Glendower Golf Club, men det tabte fra fredagens spilstop blev ikke indhentet.
 
Dagen begyndte med Branden Grace og Keith Horne på toppen i -8, men favoritten Grace satte slag til på hul 17 og 18, da han rundede anden runde af. Da han kom på banen igen, blev det ikke bedre. En birdie på hul to blev det eneste højdepunkt i løbet af de 10 huller, han nåede at spille, inden et nyt tordenvejr over det usædvanligt varme Johannesburgområde stoppede spillet for dagen. I løbet af de 10 huller havde Grace lavet fire bogeys, som sendte ham ned på en delt 18. plads.
 
Mange havde forventet at se Branden Grace på toppen, men i stedet er det landsmanden Brandon Stone, som fører an i -10 sammen med englænderen Daniel Brooks. De er 10 under par, seks slag foran Grace.
 
Miraklet udeblev for de herrer Madsen, Hansen og Winther, da de gik på banen i et spinkelt håb om at klare cuttet tidligt i morges. Det giver mere tid til at forberede sig på næste uges opgave på Royal Johannesburg & Kensington Golf Club, som ligger hele syv kilometer fra ugens turneringsbane.
 
Lasse Jensen har mere arbejde at gøre i BMW SA Open. Han startede tredje runde på 49. pladsen, og det så ud til, at han ville tage et ordentligt hop i tabellen, da han udlignede en tidlig bogey på dagens fjerde hul og producerede tre birdies derefter. Desværre kom der to bogeys på de sidste tre huller, inden Jensen blev kaldt af banen på hul 14, og derfor blev fremskridtet minimeret til nummer 43 i samlet par.
 
Med 23 huller at spille søndag, kan Jensen stadig nå at skabe sig et resultat, der er værd at huske på, for der er kun fem slag frem til 10. pladsen. Der finder man blandt andre Retief Goosen (-1 efter 11), Richard Sterne (-7 efter 10) og Jaco Van Zyl (-4 efter 17).