Ustoppelig Adam Scott udnyttede McIlroys nedtur

Adam Scott har nu vundet to turneringer i træk. Foto: Getty Images

Printer venlig versionSend til en ven

Adam Scott vandt WGC-Cadillac Championship efter en uhyre tæt finalerunde med fire spillere som bejlere til sejren og for Søren Kjeldsen sluttede det med en 28. plads

Rory McIlroy stak af lørdag ved WGC-Cadillac Championship, da han skabte sig et forspring på tre slag til forfølgerne inden finalerunden.

Men det forspring varede ikke længe. McIlroy, der med en sejr kunne generobre førstepladsen på verdensranglisten, var ikke skarp på green og lavede ingen birdies, og det åbnede døren for forfølgerne. 

Hans forspring nåede kort inde i finalerunden op på fire slag, men det stoppede ikke forfølgerne. På et tidspunkt var firkløveret Adam Scott, Bubba Watson, Danny Willett og Rory McIlroy side om side på førstepladsen i -10, og det var kun et enkelt slag foran Phil Mickelson.

Det mest overraskende navn i den kvintet var faktisk Adam Scott.

Med dobbeltbogey på både 3. og 5. hul efter han slog bolde i vandet på begge huller, lignede det, at løbet var kørt. Men selv om han altså var i +3 efter fem huller var han i -3 efter 14 huller, og den score fastholdt han det sidste stykke vej, og han sluttede som vinder med en total i -12.

- Efter den anden dobbeltbogey var en sejr så lang væk fra mine tanker. Jeg tog på sjette hul lige et øjeblik for mig selv for at tænke på at finde noget drivkraft på min runde, inden det ville stikke af, og jeg ville ende med en 80’er, for det er muligt på denne bane, sagde Adam Scott i mediecentret efter præmieceremonien.

Rory McIlroy endte sin skuffende finalerunde i +2, og det blev kun til én birdie. Den kom på 16. hul, men løbet om sejren var reelt kørt, og han sluttede på en delt tredjeplads i -10 to slag efter manden, han startede med at være tre slag foran.

- Det er frustrerede, for det er to af de sidste tre uger. Jeg førte på Riviera (Northern Trust Open red.) med 16 huller tilbage, og jeg førte turneringen her indtil der var ni huller tilbage, og jeg kunne ikke gøre arbejdet færdig i nogen af de to turneringer, og det er meget frustrerende. Jeg har to turneringer tilbage til at forsøge at få en sejr, inden jeg tager til Augusta, og forhåbentlig får jeg det gjort, sagde Rory McIlroy i mediecentret.

Augusta er naturligvis Masters, der spilles 7. – 10. april.

Søren Kjeldsen sluttede sin meget stabile turnering med en runde i par, hvilket han har leveret i tre af de fire runder. 

Blandt højdepunkterne på finalerunden var et eagleputt fra 29 meter på par-5 hullet 8., som var centimeter fra at droppe i, men det blev til en af tre birdies på runden, og det han sluttede på en delt 28. plads siden om side med blandt andre Graeme McDowell og Henrik Stenson.


5 kommentarer til "Ustoppelig Adam Scott udnyttede McIlroys nedtur"

Korte puttere

Skal vi nu også forbyde korte puttere?

Aimpoint

Nok snarere Aimpoint som skal forbydes. Virker som en tidsrøver når det opleves på TV.

http://www.aimpointgolf.com

Aimpoint - helt uenig

Aimpoint er tidsbesparende, fordi man ikke behøver at rende rundt om green 117 gange for at læse linjer, som måske/måske ikke er der.

Hen ved siden af puttelinjen, vurdér hældningen med fødderne, tilbage til bolden, mål retning med fingrene, slå til bolden.

På TV ser du jo ikke hvordan alle ikke-aimpoint spillerne bruger en masse tid på, at rende green rundt.
Hos Adam Scott ser du hele hans greenlæsning, som kan gøres på ganske få sekunder.

For os andre almindelige golfere vil tidsbesparelsen være endnu større, hvis alternativet er tidsforbrug til en 'professionel' læsning.
Aimpoint får måske ikke bolden i hul i første hug, men det får bolden meget tæt på hullet betydeligt oftere end 'feel' læsning.

Kjartan

Jeg kender systemet. Problemet er bare at brugerne ikke nøjes med at "føle" hvordan puttet falder, men stadig render rundt om green 117 gange som du skriver.
Og som du også skriver, så ser vi ikke alt på TV, heller ikke at Adam Scott læser greens og længde, samtidig som spillepartneren gør sig klar til sit put.
Jeg er helt med på ideen med Aimpoint, men med verdensranglistepoint, titler og penge på spil, så bruges alle lovlige midler selvfølgelig. For mig virker Aimpoint bare som endnu en tidsrøver. Derfor mit indspark.

@Claus

Så er vi sådan set enige - men det er efter min mening bare ikke Aimpoint, der skal skydes på, men alle de andre overflødige læsninger.
Hvis Aimpoint bruges korrekt, så vil det overflødiggøre en del af de andre læsninger.
Med USD 1 mio på spil kan jeg da også godt forstå, at de vil sikre sig i alle ender og kanter.

For almindelige jævne mid/højhandicappere, som ikke har et Michael Laudrupsk boldøje, vil Aimpoint efter min mening faktisk være en stor hjælp - og tidsbesparende - frem for dårlige læsninger.