U.S. Open optakt: Se Venturis fantastiske finale fra 1964
Af Søren Barnak
U.S. Open vender i denne uge tilbage til Congressional Country Club. Læs her om U.S. Open historiens måske mest dramatiske afslutning og se klippet nederst på siden
På torsdag lyder startskuddet til årets anden major, når Congressional Country Club er vært for den 111. udgave af U.S. Open.
Det er fjerde gang, at amerikanernes ’the Open’ spilles på Congressional.
Første gang var i 1964, hvor Arnold Palmer var på toppen af sin karriere. I årene fra 1958-1964 havde Palmer vundet syv majors, blandt dem Masters blot nogle få måneder forinden.
Men selvom Palmer var den helt store favorit blev det en anden spiller, som kom til at stjæle billedet i det som senere blev betegnet som U.S. Open historiens mest dramatiske afslutning.
34-årige Ken Venturi fra Californien havde aldrig prøvet at vinde en major, men blev alligevel regnet blandt datidens bedste spillere.
Som amatør blev Venturi i 1956 runner up i Masters, og i 1960 troede alle, at Venturi havde vundet den grønne jakke. Venturi var kommet i klubhuset med en score på 283 slag, og folk flokkedes om ham for at ønske ham tillykke med sejren. Men ude på banen var Arnold Palmer i gang med en fantastisk afslutning, og med birdies på de sidste to huller sikrede Arnold Palmer sig titlen med et enkelt slag ned til Venturi.
De følgende tre-fire var Venturis golfkarriere i dyb krise. Skuffelsen havde sat sig dybe spor, men i 1964 så det omsider ud til, at Venturi var på vej tilbage.
Da U.S. Open begyndte i juni 1964 var USA ramt af hedebølge. Samtidig holdt det amerikanske golfforbund (USGA) fast i, at finalen skulle spilles over 36 huller om lørdagen.
Det som amerikanerne kaldte for Open Saturday var en test af spillernes fysik. Den bedste spiller skulle ikke kun være den dygtigste golfspiller. Det skulle også være den spiller, som var mest udholdende, og mange betragtede det som den mest krævende udholdenhedstests i amerikansk sport.
Fantomrunde i stegende hede
Da spillerne lørdag morgen tog hul på de sidste to runder var Ken Venturi fem slag efter turneringens store favorit Arnold Palmer.
I løbet af morgenen sneg temperaturen sig op over 30 grader i skyggen, men tilsyneladende upåvirket af situationen gik Venturi ud og skød en 66’er. Helt upåvirket var han da ikke. For både på 17. hul og 18. hul missede Venturi korte putts, og i dag erkender han, at han var så hårdt ramt af varmen, og at han på daværende tidspunkt ikke anede, hvor han befandt sig.
Venturi gik i bold med Raymond Floyd og efter formiddagens runde var Floyd ikke i tvivl om, det han lige havde været vidne til var noget ganske særligt. Venturis runde i 66 slag var ifølge Floyd den bedste runde han nogensinde havde set. Floyd skød selv 72.
- Den var så tæt på at være perfekt, og den fik mig til at føle, at jeg selv havde været rundt i 90 slag.
Men Venturi havde midt i den stegende hede spillet formiddagens runde uden at drikke den mindste smule vand, og i pausen mellem morgenens og eftermiddagens runde lå han nærmest bevidstløs på gulvet i locker room, mens en læge fyldte ham med salttabletter og væske i spandevis.
Lægen der tilså Venturi frarådede ham at fortsætte, da hans liv kunne være i fare, men Venturi kæmpede sig på benene og gik ud og skød en runde i 70 slag.
Venturi selv husker kun ganske svagt, hvad der egentligt skete den lørdag i 1964.
- Jeg kan slet ikke huske, at jeg gik fra locker room til 1. tee, for at tage hul på de sidste 18 huller, fortæller Venturi.
Venturi bevægede sig i en tåge på grænsen af et kollaps, og efter runden kunne han ikke huske et eneste af Floyds slag.
På afstand blev spillerne og officials, der gik i bolden bagved, vidne til et sandt drama. Venturi kæmpede for at holde sig på benene og samtidig kæmpede han efter fire års nedtur også med dæmonerne på banen.
Det havde været et hårdt slag for Venturi, at han aldrig havde prøvet at vinde en major, men nu var han tæt på, og U.S. Open 1964 blev da også et af de absolutte højdepunkter i Venturis karriere.
Som den eneste spiller i feltet, brød Venturi samlet brød par (-2) over de 72 huller, og samtidig blev han den kun tredje spiller nogensinde, der spillede en U.S. Open i under 280 slag for de 72 huller.
Den samlede score på 278 slag var kun to slag fra Ben Hogans rekord fra 1948, og Venturis 206 slag for de sidste 54 huller var ny rekord. Og med kun 136 slag på de sidste 36 huller tangerede han samtidig rekorden for den bedste afslutning på en U.S. Open.
Den bedste sejr
21-årige Raymond Floyd fulgte begivenhederne på tætteste hold, og han vidste, hvor meget sejren betød for Venturi. Efter at have holet det sidste putt gik Floyd hen for at samle Venturis bold op, mens hovedpersonen selv udbrød:
- Jeg har vundet U.S. Open.
- Jeg samlede hans bold op ad hullet, og da jeg gik hen for at give den til ham, havde jeg tåre i øjnene. Jeg var virkelig rørt på hans vegne, og da jeg rakte ham bolden og kiggede ham ind i øjnene brød han ud i tårer, fortalte Floyd siden hen.
Venturi gik fra at være dømt færdig til at levere et af golfhistoriens mest dramatiske comebacks.
- Jeg kan ikke finde ord, og jeg kan slet ikke fortælle jer, hvad jeg føler lige nu bortset fra, at jeg godt ved, hvor heldig jeg er at sidde her. Mange dygtige golfspillere har aldrig prøvet at vinde dette mesterskab, forklarede Venturi på det efterfølgende pressemøde.
Her spurgte en af de tilstedeværende journalister, hvad Venturi synes om banen.
Og til trods for, at han havde været nær ved at falde om, så var han ikke sen til at svare med et glimt i øjet.
- Det er den bedste bane jeg nogensinde har vundet U.S. Open på.


2 kommentarer til "U.S. Open optakt: Se Venturis fantastiske finale fra 1964"
Flot artikel
Spændende læsning, tak for det.
"My father told me I was
"My father told me I was good, and that made my day" Det er sgu da omkvædet til min næste sang...! :-)