Ungdomskur hos mestrene
Af Martin Rahbech
Grith Mogensen og Mette Buus er stoppet hos Sønderjyske Eagles, der er forsvarende mestre fra både 2008 og 2009.
De dobbelte danske mestre i kvindernes Nykredit Divison, Sønderjyske Eagles, har gennemgået et generationsskifte, så der er helt nye navne på startlisten, når der tages hul på 2010-sæsonen i den kommende weekend.
Grith Mogensen er stoppet, og Mette Buus er skiftet til Odense. De har været med til at vinde DM i både 2008 og 2009. Men skal Sønderjyske til tops igen i 2010, så er det med nye navne som Helene Hvid Jørgensen, Christine Skylvad og Jeanette Pedersen på holdet. De slutter sig til Line Vedel Hansen og pro’en Sarah Abercromby, der begge var på guldholdet i 2009.
- Vi har skåret ned på antallet af spillere i truppen, og det er de helt unge, der er kommet til. En del af vores strategi er, at vi vil satse mere på de lokale spillere. Det er klart, at erfaringen ikke er så stor, men de er virkelig motiverede, og vi glæder os helt vildt til at komme i gang. Jeg tror, pigerne vil vokse med opgaven, siger Ronni Christensen, der er en del af trænerteamet i Sønderjyske.
Målsætningen for mestrene er i første omgang at blive blandt de to hold i puljen, der kvalificerer sig til finalespillet.
Weekendens program
Nykredit Divisionen Vest
Lørdag:
Sønderjyske - Køge
Odense - Vejle
Søndag:
Vejle - Køge
Odense - Sønderjyske
Nykredit Divisionen Øst
Lørdag:
Asserbo - Hillerød
Rungsted - Smørum
Søndag:
Smørum - Asserbo
Rungsted - Hillerød
