Ugens tip: Sådan kommer du godt i gang
Af Claes Meldal
De fleste af os har prøvet at koldstarte en golfrunde med et par hurtige streger og et ødelagt humør til følge. Læs mentaltræner Freddy Gleisners råd til, hvordan du kommer bedst ud af starthullerne
Du ræser ind på golfanlægget en tirsdag eftermiddag 10 minutter før din teetime efter at have siddet i trafikkø på vej fra arbejde. Stakåndet skriver du dig ind og halser derefter ud til første tee, hvor dine spillemakkere står og venter på dig.
Du lægger ud med at give en dameøl efter et helkikset drive og følger op med et par jernslag, der aldrig forlader græstæppet. Fra greenbunkeren flækker du bolden langt over green, og facit efter et svagt chip og et treputt er en stensikker streg. Og et betydeligt dårligere humør.
Start runden på drivingrangen
Det kommer næppe som den store overraskelse, at mentaltræneren for DGU's succesrige herrelandshold Freddy Gleisner anbefaler en tur på drivingrangen før rundens start.
Rent mentalt kan du dog allerede forberede dig på de første par huller ved hjælp af en relativt simpel øvelse på rangen. Men det kræver, at du kender lidt til den bane, du skal ud at spille på.
- Når du har slået nogle bolde på drivingrangen og føler dig nogenlunde varm, kan du afslutte opvarmningen med at spille de første par huller igennem, som om du var på banen. Så bliver overgangen til 1. tee lettere, siger Freddy Gleisner.
Denne fremgangsmåde er næppe nogen garanti mod streger på scorekortet, men du burde undgå de allerværste koldstarter, hvis du følger dette råd.








Ingen kommentarer til "Ugens tip: Sådan kommer du godt i gang"
Indsend kommentar