To ud af fire danskere kan drømme videre

En stærk slutspurt gav Martin Ovesen noget at smile over.

Printer venlig versionSend til en ven

To danskere er videre til den afgørende kvalifikation til Asientouren - to andre blev sendt hjem

Der er 40 pladser på spil til asientourens Final Stage af Q-School, som begynder onsdag. Dem kommer to danskere til at kæmpe med om, efter succesfuldt at have klaret sig gennem First Stage.
 
På Springfield Royal Country Club var 22 finalepladser på spil. Victor Østerby var helt fremme som nummer tre inden finalerunden, men der blev skabt en smule tvivl om hans videre færd i turneringen, da de første ni huller bød på en doublebogey og en bogey. Med tre hurtige birdies fra hul 10 fik han dog stabiliseret runden, og da han kom i mål, var det med en 72'er (+1) og en samlet femteplads i -3.
 
I finalen får Smørum-spilleren selskab af Martin Ovesen, som med 69 slag spillede sig fra 21. pladsen til delt nummer ni i par.
 
Det var lige før, den tredje dansker på Springfield, Peter Vejgaard, også klarede skærene. Med en eagle på hul 12 nåede han til +3, som skulle vise sig at være nok til videre kvalifikation, men begge slag blev givet tilbage med en doublebogey fire huller senere. Om man vinder eller bliver nummer 22 er uden betydning for chancerne under FInal Stage, men der er en verden til forskel på at blive nummer 22 og 23. Med en afsluttende birdie endte Vejgaard på den værste plads af alle- ét sølle slag fra kvalifikationskravet.
 
Det er ekstra ærgerligt for Vejgaard, for det var netop i denne turnerings Final Stage, at han for et år siden blev diskvalificeret for at samle en bold op fra hullet, inden den - teknisk set - var i. Man kunne godt unde ham en chance mere, men i stedet bliver han igen sendt hjem til kulden.
 
Hjem er også destinationen for Nicolai Kristensen efter sin fejlslagne kvalifikation på Imperial Lakeview Golf Club. Han startede dagen fem slag fra den afgørende 21. plads, men efter tre birdies på første halvdel af runden så målet pludselig realistisk ud. Desværre gik dampen af ballonen, og Kristensen måtte nøjes med en runde i +1 og en delt 38. plads.
 
Første del af opgaven er løst for Østerby og Ovesen, men der er stadig lang vej til endemålet. de 40 pladser på asientouren skal fordeles mellem finalens 247 spillere, så der venter en endnu hårdere kamp forude.

7 kommentarer til "To ud af fire danskere kan drømme videre"

..

Hvordan i alverden skal den forståes? Samle en bold op inden den er i hullet? Havde han et 10m put og samlede så
Bolden op 2 meter før hullet inden den gik i?

regel 17-4

Peter holede den udefra og bolden hvilede mod flagstangen i hullet, men bolden manglede få millimeter i at være under hulkanten da Peter samlede den op. Bolden skal være under kanten ifølge regel 17-4.

Den sad i spænd mellem flaget

Den sad i spænd mellem flaget og hulkanten.

Vejgaard

Vejgaard holede et slag udefra - men bolden sad fast mellem pinden og hulkanten, og var altså ikke faldet helt ned i hullet. Her skal man som du måske ved ryste flaget lidt så bolden falder helt i hul, det gjorde Vejgaard ikke. Han samlede bolden op, og det kostede ham desværre en DQ.

Bold i hul

Ryst flagstangen og sørg for at hele bolden er under hulkant ellers er bolden ikke i hul.

Fint at de gik videre

men sikken en fucking begynderfejl af Vejgaard sidste år - det lærer man sgu da kaniner

Helt ærlig

Regler skal overholdes, men nogen gange synes jeg straffen er for hård. DQ i ovennævnte situation er i overkanten, efter min mening ville et straffeslag have været rimelig.