Turkish Delight

Prøv at klikke ind på Google Earth og søg på ”Belek”. Så havner du et sted, hvor golfbanerne fylder det hele – kun afbrudt af det ene luksushotel efter det andet i vandkanten.

For blot 20 år siden var hdr intet. Det var en lille landsby på vejen fra lufthavnen i Antalya til badebyen Alanya.

Men i 1994 åbnede National Golf Club, og ret hurtigt fik tyrkerne øjnene op for, at der måske var muligheder i spillet med køller og små bolde.

Det samme gjorde en del turister, der vel blev trætte af Solkystens traditionelle arrogance og opskruede priser – og siden er det gået uhyggeligt stærkt. I dag er der således hele 14 baner på det lille areal, der kun måler 15 kilometer fra den ene ende til den anden.

Er der så plads til alle de baner? Fysisk er området omkring kysten ved at være fyldt ud. Men der kommer hele tiden nye til – nu placeres de bare en smule længere inde i landet. Det gælder blandt andet den svenske golfdronning Annika Sörenstam, der står bag det seneste projekt, der efter planen åbner om et par år.

Og økonomisk er der også stadig plads til flere. De senere år har destinationen oplevet en årlig vækst på 25 procent i antal spillede runder – sidste år slog alle rekorder med omkring 430.000 spillede runder. Altså en fantastisk succeshistorie.

Smil fra Monty

Dansk Golf tog med Scanway/Tyrkieteksperten til Belek for at se nærmere på det tyrkiske golfmirakel. Og lad det være sagt med det samme: Vi blev bestemt ikke skuffede. Her kan alle golfere få udlevet deres inderste drømme – uanset niveau.

Vi tog bussen fra lufthavnen i Antalya til et af de nyeste skud på det vildtvoksende tyrkiske golftræ, Colin Montgomeries Signature Course på Papillon Golf Club, der åbnede i 2008.

Og vi fik noget for pengene – i hvert fald hvis man dividerer den 115 euro dyre greenfee med antallet af slag.

Men de mange slag kunne selvfølgelig forklares med den lange flyvetur, stivhed i kroppen og jetlag (Tyrkiet er en time foran Danmark). Hvilket jeg naturligvis gjorde opmærksom på under frokosten på terrassen ved det imposante klubhus, hvor en smilende Monty kiggede med fra adskillige signerede billeder. Om smilet på den lune skottes ansigt skyldtes mine bortforklaringer eller hans fremragende bane skal være usagt.

Smukke Sultan

Men noget tyder på, at der var et gran af sandhed i mine opfindsomme bortforklaringer. I hvert fald var spillet anderledes flydende, da vi efter frokosten satte kursen mod Sultan PGA – Antalya Golf Clubs mesterskabsbane.

Her var der ganske god plads til mine skæverter, og modsat dagens første runde kunne jeg finde mine bolde igen.

Selv om der stadig var noget rust i kroppen og scoren måske ikke var helt i top, vejede den smukke bane så rigeligt op for genvordighederne. Det er sjældent, man spiller en bane, hvor samtlige huller er både smukke og spændende. Men det var tilfældet på Sultan.

At greenfee så ovenikøbet var ganske human – 70 euro – gjorde bare en kæmpe oplevelse endnu større.

Helt oplivet tog vi efter en fantastisk runde – dog ikke scoremæssigt, da jeg stadig var klart påvirket af jetlag – hen til vores femstjernede hotel. Der findes ikke ret meget andet i Belek.

Værelset var kæmpestort og lå lige ud til poolen på det enorme hotel. Fantastisk, når man efter en lang dag og varm dag på golfbanen trænger til en hurtig dukkert inden middagen. Men mindre fantastisk, når den nærliggende poolbar senere på aftenen indtages af spritstive russere. Det vender jeg tilbage til.

Kaukasisk ABBA

Først var det tid til at smage de lokale specialiteter på en af hotellets mange alternativer til den velvoksne buffet.

Man bør ikke snyde sig selv for en omgang Adana kebab - godt krydret lammekød klemt fast omkring et spyd og herefter grillet. Det smagte så godt, at den tyrkiske version af rødvin såmænd også kunne glide ned.

Med fyldt mave og lettere snurrende hoved indtog jeg poolbaren. Men til min store rædsel opdagede jeg, at der var karaoke-night. Det kan såmænd være meget sjovt, men berusede russere, der insisterer på at skråle Abba-sange, holder altså ikke. Jeg forsøgte godt nok at bedøve de falske toner med en hel urimelig mængde Efes. Men selv om den lokale tyrkiske øl smager aldeles fremragende, skal der altså stærkere sager til, når den russiske bjørn folder sig ud.

Den gennemtrængende hvinen forfulgte mig helt ind på mit værelse, hvor jeg forbandede mig selv for ikke at have taget ørepropper med.

Da vi næste morgen stod på 1. tee på National Golf Club summede en kaukasisk version af ”Money, Money, Money” stadig i mit hoved, og Efes-promillen susede rundt i blodet.

Det var i hvert fald min nyeste undskyldning for præstationen på Beleks ældste bane fra 1994.

For nøjagtig som pigerne, der hvert år her får kam til deres hestehaler på Ladies European Tour, kom jeg hurtigt i problemer. Og det endda selv om jeg inden runden hyrede en caddie til at hjælpe mig rundt. For selv den bedste caddie kan ikke finde boldene i en tæt bevokset tyrkisk skov.

Jeg spillede banen fra hvid tee, som er 5956 meter. Men med mit handicap (21,0) vil jeg helt klart anbefale at spille den fra gul, som er næsten 500 meter kortere. Det vil med garanti give en langt bedre oplevelse.

Endelig søvn

Efter den obligatoriske frokost i klubhuset og en hel del bolde fattigere kørte jeg mod Sueno, der byder på to resort-baner, Pines og Dunes.

Vi spillede Dunes, den billigste af de to. Den har fået sit navn efter de mange pukler overalt på fairway.

Jeg spillede også banen for et par år siden, og var ikke voldsomt imponeret, men den vandt afgjort ved et genbesøg.

Dog var det lettere irriterende at gå efter en bold, der helt åbenlyst spiller golf for første gang – og ikke har hørt om det der med at lukke igennem. Og dem var der nogle stykker af.

Tilbage på hotellet takkede jeg min skaber for, at poolbaren denne aften havde lukket ned for karaokeanlægget, så jeg kunne få mig en lang, uafbrudt søvn.

Så jeg var imponerende frisk og som sædvanlig storskrydende, da jeg næste dag gjorde klar til sidste etape af min tyrkiske golfodysse på Gloria Golf Clubs imponerende anlæg. Her er hele 45 huller fordelt over to mesterskabsbaner – Old og New – samt Verde.

Men min genfundne selvtillid blev hurtigt pillet fra hinanden på de lange og svære huller. For-ni er fra gul tee hele 3280 meter – det svarer altså til længden når pro’erne spiller spiller fra backtee. At bag-ni så er næsten 700 meter kortere hjælper selvfølgelig lidt på det. Men alligevel.

Status på sidstedagen

Og ikke nok med, at hullerne var lange – de var også særdeles svære. Jeg fandt i hvert fald hurtigt ud af, at jeg skulle styre fri af træerne. For rammer man dem, kommer bolden ikke igennem, den ryger lige ned. Det er ikke som danske bøgetræer, hvor 90 procent efter sigende er luft.

Men et er teori, noget andet praksis, så jeg fik øvet en del svære slag rundt, imellem og under adskillige træer, inden det på den fabelagtige restaurant var tid til at gøre regnskabet op: Scoren var endnu en gang ikke noget at skrive hjem om, men det er Belek i den grad som destination.

Golf i Tyrkiet er helt på toppen – både hvad angår baner, service og komfort. Det fås ganske enkelt ikke meget bedre. Noget sted i verden.

Højsæsonen går fra september til maj. Her kan det være svært at få de gode starttider. Så sørg for at bestille en samlet pakke hos dit rejsebureau.

Om sommeren er det langt lettere at få tider – men her er varmen altså også massiv. Så her bør du spille meget tidligt – eller ud på eftermiddagen.

Dansk Golf var inviteret til Belek af Scanway/Tyrkieteksperten.

Se mere på www.scanwaygolf.dk

Artiklen blev bragt i Dansk Golf 3, 2012