Trekløver visnede en smule
Af Martin Rahbech
Lisa Holm Sørensen og Iben Tinning faldt tilbage og deler 41. pladsen i Open de France
Det så på forhånd spændende ud med syv danskere på startlisten ved Open de France Feminin. Men med 18 huller tilbage er spændingen ved at være forduftet.
Kun tre af de syv startende danskere klarede cuttet, og det tilbageværende trekløver visnede en smule med deres præstationer på første finalerunde, hvor de alle tre faldt tilbage i feltet.
Iben Tinning, der startede i top 5 med åbningsrunden i 68 slag, rykkede fredag ned på 21. pladsen, og lørdag rutchede hun en tand længere ned, da hun med en runde i 76 slag faldt ned på en delt 41. plads.
Her ligger hun side om side med blandt andre Lisa Holm Sørensen. Det var ligeledes et skridt tilbage for Holm Sørensen, der startede dagen på 30. pladsen, men en runde i 75 slag sendte hende på retur.
Sidste finaledansker, Julie Tvede, runder finalefeltet af på 79. pladsen, da hun gik lørdagens højeste runde i 80 slag.
Helt i front er det engelske Trish Johnson, der har sat sejrskursen. Hun er efter de tre runder 16 under par med fire slags forspring til nærmeste forfølger.








Ingen kommentarer til "Trekløver visnede en smule "
Indsend kommentar