Tre nye danskere på Europa Touren?

Joachim B. Hansen er nu nummer 11 på Challenge Tour-ranglisten. Foto: Getty Images.

Printer venlig versionSend til en ven

Morten Ørum Madsen og Joachim B. Hansen blev begge nummer fire i M2M Russian Challlenge Cup, og dermed er der nu tre danskere i Challenge Tourens top-20.
 

Det begynder for alvor at ligne noget for de danske golfhåb, der kæmper om en af de 20 direkte pladser til European Tour. Søndag blev sæsonens 8. sidste turnering på Challenge Touren spillet færdig, og med en delt 4. plads til både Joachim B. Hansen og Morten Ørum Madsen er der nu tre danskere i det gode selskab.

De to fik hver €10.000 for 4. pladsen, og på den nye pengeliste er Hansen nu nummer 11, imens Madsen er på en 18. plads. Andreas Hartø, der blev nummer 8 i Rusland, ligger på en 6. plads og er næsten sikker på sit Europa Tour-kort. På en dag hvor vinden havde lagt sig i forhold lørdagens runde, endte franske Alexandre Kaleka med at snuppe titlen i -7, to slag foran de to danskere.

Morten Ørum Madsen var med i førerbolden i Rusland, men han må erkende, at det aldrig rigtig blev hans dag. En bogey på 2. hul blev ellers fulgt med birdies på 4. og 6. hul, men så gik luften lidt af ballonen. På de sidste 12 huller blev det til 11 pars og en bogey, og selvom han var med i kampen om titlen til det sidste, så var det kun lige ved og næsten.

Helt anderledes var Joachim B. Hansens dag. Efter syv huller lignede det ellers, at han havde udspillet sin rolle i turneringen. Da havde han lavet bogey på 5., 6. og 7. hul og var samlet +1. En eagle på 8. hul og birdies på 9. og 12. hul sendte ham dog tilbage i kampen, og med birdies på de sidste to huller rykkede han for alvor op, hvor der var penge at hente. En afslutning, der kan vise sig vital, når sæsonen skal gøres op. 

Andreas Hartø snuppede som sagt endnu en top-10 placering, da han med en sidste runde i 70 slag (-2) kravlede fire pladser frem til en delt 8. plads i samlet -3. Hartø startede skidt med en bogey på første hul, men med tre birdies på de første ni huller, fik han vist, at det ikke er tilfældigt, at han ligger nummer fem på Challenge Tourens Order of Merit. 

Udover de tre var også Lasse Jensen og Jeppe Huldahl med i finalerunden. Jensen kravlede fem pladser frem til en delt 30. plads med en sidste runde i 73 slag (+1), imens Jeppe Huldahl sluttede skidt af med en runde i 81 slag (+9) og endte på en delt 63. plads ud af de 65 spillere, der var med i weekenden.

Du kan se den opdaterede Challenge Tour-rangliste hér.