Træls dag afslutter Danmarks VM

Victor Henum blev bedste dansker i det individuelle regnskab ved VM. Foto: DGU

Printer venlig versionSend til en ven

Danmark endte på 27. pladsen ved VM, hvor USA blev overbevisende verdensmestre

Det nåede aldrig at blive en rigtig god succesoplevelse for Danmarks herrer ved World Amateur Team Championship. Søndag sluttede de med at indtage 27. pladsen. En placering der blev delt med blandt andre Chile og Island.

- Det er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med. Drengene er bedre end det, og det er da en lidt flad fornemmelse. Men vi må vi have evalueret på tingene og snakke igennem, hvad der var godt, og hvad der var dårligt. Men vi havde da alle sammen sat næsen op efter noget mere, siger landstræner Thomas Kiel Larsson.

Mesterskaberne blev lørdag skåret ned til 54 huller, og derfor spillede Danmark altså den tredje og sidste runde søndag.

Her blev der leveret en holdscore i +1, som rykkede Danmarks total til +2.

- Det var faktisk en rigtig træls dag. Vi sluttede jo rigtig godt af på vores anden runde, og hvis vi kunne nå de samme scores i dag, ville top 16 være indenfor rækkevidde. Men vi fik ikke udnyttet alle de gode muligheder, vi spillede os frem til, så det blev en træls afslutning, siger Thomas Kiel Larsson.

Danmark var oppe at vende en holdscore for dagen i -3, men da alle tre danskere fik en bogey på kortet på 11. hul satte det gang i den trælse afslutning, hvor Victor Henum sluttede med par for runden som bedste dansker.

Thomas Sørensen var i +1 for runden, mens Christian Gløët var i +2.

I det individuelle regnskab blev Victor Henum bedste dansker på en 48. plads med en total for de 54 huller i +1.

Vinder af Eisenhower Trophy blev USA, som førte mesterskaberne fra start til slut.

USA sluttede med en total i -24, hvilket var fem slag foran Mexico på andenpladsen og ni slag foran en trio med Sydkorea, Tyskland og Frankrig.