Tourvinder-trio til start

Jeppe Huldahl varmer op på ECCO touren

Printer venlig versionSend til en ven

Otte danskere har vundet på Europatouren. Onsdag spiller tre af dem side om side ved første runde af Sydbank Masters – Presented by Visit Tønder på ECCO touren

Der er lagt i kakkelovnen til en forrygende dyst med både nye og gamle stjerner, når ECCO Touren for første gang i 2012 slår ud på dansk grund. Der spilles ikke på Challengetouren i denne uge, og det nyder man godt af på Rømø Golf Links.

Challengetour-spillere som Morten Ørum Madsen, Anders Schmidt Hansen, Joachim B. Hansen og Jeppe Huldahl slutter sig til de faste danske ECCO Tour navne som Steen Tinning, Mads Vibe-Hastrup og Lucas Bjerregaard, der altså får skærpet konkurrence i denne uge.

- Jeg skal spille på Madeira i næste uge, hvis jeg ellers kommer ind. Det er en meget vigtig turnering på Challengetouren på grund af de store præmiepenge, som er tre-fire gange så store som en normal Challengetour. Derfor er det dejligt, at jeg kan tilslutte mig ECCO Touren i denne uge og forhåbentlig få spillet mig varm, fortæller Jeppe Huldahl fra London forud for turneringen.

Netop Jeppe Huldahl udgør en tredjedel af den, på papiret, mest prestigefyldte tre-bold ved Sydbank Masters – presented by Visit Tønder. Sammen med Steen Tinning og Mads Vibe-Hastrup slår han sit første drive kl. 12.20 på Rømø Golf Links onsdag middag. Alle tre er tidligere vindere på European Tour og Steen Tinning har endda vundet to gange, omend det er ved at være nogle år siden.

I de efterfølgende bolde følger et kavaleri af danske talenter, så der er god grund til at komme til Rømø og se golf og nyde det danske forår allerede fra onsdag. Fredag er helligdag, så her forventes en god portion tilskuere at køre til Rømø og bakke de danske profiler op.

Afslutningen fredag eftermiddag kan følges live her på Golf.dk.