Tour de Skåne

De smukke udsigter er en del af fornøjelsen ved at spille golf i Perstorp
De smukke udsigter er en del af fornøjelsen ved at spille golf i Perstorp
Printer venlig versionSend til en ven

Skåne byder på masser af dansk historie og gode svenske golfbaner

En af de mange fornøjelser ved at spille golf i Skåne er, at man føler, at man er i udlandet. Valutaen er en anden, og sproget et andet, og man skal ikke så langt væk fra broen, før klipper og røde træhuse viser, at man er i Sverige. Men der er også noget genkendeligt ved at være i Skåne, og det burde der også være, når nu Skånes danske historie er betydeligt længere end den svenske.

Men som bekendt har Skåne tilhørt Sverige siden 1658, så i dag skal man lede grundigt efter rester af det danske. Vi tog en tur over broen med golfkøllerne i bilen og opsøgte både herlige golfbaner og hoteller og minder fra danskertiden.

Denne gang sprang vi Falsterbonæsset med de dejlige linksbaner over og satte kursen direkte mod Ystad. I denne middelalderby finder man både en af Skånes smukkeste kirker, Skt. Maria, hvor Christian IV's monogram stadig pryder prædikestolen, og Ystad Saltsjöbad, der ifølge de lokale er Sveriges bedste hotel. Efter flere besøg på stedet er vi tilbøjelige til at give dem ret. Dejlige værelser, spa og restaurant og med en af Sveriges bedste badestrande lige udenfor.

Ystad opgraderes

Tæt på hotellet ligger Ystad Golfklub, hvor banechef Mattias Bengtsson sammen med banearkitekt Johan Benestam er i færd med gradvist at opgradere den traditionsrige bane, hvis ældste ni huller stammer fra 1930'erne, så den får mere linkskarakter og et mere strategisk design. Banens sandede turf er god ved benene, og Ystad er generelt en venlig bane også for førstegangsbesøgende, der har let ved at finde bolden også efter mindre lige slag.

Fra Ystad gik turen via Nordens bedst bevarede middelalderborg Glimmingehus, bygget af den danske ridder Jens Holgersen Ulfstand i 1499, videre rundt om Sveriges sydøstligste spids og op gennem det smukke kuperede Österlen med de mange æbleplantager, til vi kommer til den gamle havneby Åhus. Her kan man både besøge destilleriet, hvor Absolut Vodka bliver fremstillet, og Kristianstads Golfklubs imponerende anlæg med to 18-hullers baner. Vi foretrak det sidste og spillede den gamle bane, kaldet Östra Banan. Klassisk golfmark fra 1924 og en bane, der ofte ligger omkring nr. 10 på lister over de bedste af Sveriges knap 500 golfbaner. Det var hverken vores første eller sidste besøg, for banen er altid en pragtfuld oplevelse. Links, hede, skov og golfhistorie i skøn blanding.

Danske aner

I byen Kristianstad lidt længere nordpå mærker man tydeligt den danske fortid. Byen er opkaldt efter Christian IV, som også var bygherre for den enestående Trefoldighedskirke. Det fine Regionmuseum på Store Torv bringer på bedste vis byens fortid til live.

Nu er der heldigvis gået 300 år siden det sidste danske militære forsøg på at vinde Skåne tilbage. I dag lever danskere og svenskere sammen i samdrægtighed, og Øresundsbroen har gjort sit store bidrag til øget økonomisk og kulturelt samkvem på tværs af grænsen i Øresund. Men kører man videre op til Skånes nordøstligste område, er det stadig muligt at blive mindet om dengang, gønger og snaphaner kæmpede guerillakrig for den danske konge mod den svenske hær. Og nok så væsentligt er det også muligt at spille golf på en række dejlige baner til greenfee-priser, som er særdeles fordelagtige.

Östra Göinge var i danskertiden rigets yderste forpost mod Sverige, og i dette grænseområde - hvor mange danskere i øvrigt har slået sig ned - finder man en rigtigt hyggelig golfbane af samme navn. De lokale kalder området for Skånes grønne hjerte, og naturen fejler ikke noget: Skove, åse, enge, søer og åer præger landskabet, også på golfbanen, som er særdeles varieret med åbne huller og skovhuller, der både kan være flade og kuperede, svære og lette. Både søer og Helge Å er i spil.

Et gammelt træ

Tæt på banen ligger Wanås Slot med aner fra 1400-tallet. I slottets bygninger er udstillinger og cafe, og i den store slotspark finder man både et stort antal skulpturer af internationale kunstnere og Snaphaneegen, et af Skånes største og ældste egetræer. Tæt på slottet ligger Verums kirke. Foran denne står en stor træstatue af Svend Poulsen, kaldet Gøngehøvdingen, der blev født i sognet. Der kan stadig spores en stolthed over den danske fortid i dette område. Middag og husly kan passende finde sted i det danskejede Pappersbruket i Östanå, hvor en gammel papirfabrik er forvandlet til et hyggeligt hotel med et godt køkken.

Vi drager vestpå igen, og ved bredden af Finjasøen, ikke langt fra områdets største by Hässleholm, ligger Skyrups Golfklub. At rygtet om banens attraktioner er nået over Sundet, kunne vi høre på de mange danske stemmer den dag, vi besøgte klubben. Skyrups er en smuk parkbane, næsten uden rough, men med mange vandhazarder. Kan man styre uden om dem og tøjle de store og udfordrende greens, er der basis for en god score på den velplejede bane.

Lidt længere mod vest finder man byen Vittsjö og golfklubben af næsten samme navn, dog med W som begyndelsesbogstav. Denne bane er en klassisk skovbane, ikke så lang, men træer og højdeforskelle gør, at man skal have styr på sine længder og køllevalg for at komme hjem med en god score. De fem vidt forskellige par 3-huller er sjove og udfordrende, ikke mindst det kun 85 m. lange 14. hul, hvor der slås fra et højt beliggende teested over en sø og ned mod en skovomkranset green. Tilsyneladende en let lille wedge og et oplagt birdiehul, men også et hul, hvor katastroferne lurer, hvis man ikke er fuldt ud koncentreret.

Området omkring Vittsjö har gennem tiden været genstand for mange blodige kampe mellem danske og svenske styrker. Men i dag kommer danskerne med fredelige hensigter, bader i søernes rene vand, hygger sig på gæstgivergårdene - og spiller golf. Og det er da meget bedre end at slås.

Svensk idyl

Vi fortsætter vestpå, og helt ude i skoven uden for Perstorp slår vi os ned i en rigtig svensk idyl, et B&B med det charmerende og beskrivende navn Vildrosor och Höns. Her bliver man bragt 100 år tilbage i tiden, når Cecilia Wennström hygger om sine gæster på den smukt restaurerede gamle gård, der blev kåret til "Skånes bedste omvej" for et par år siden. Men vi må videre, for Perstorps Golfklubb lokker med skovbanen, der bliver stadigt mere populær blandt danskere.

Med god grund, kan man tilføje, for i godt selskab med klubchefen P.A. Gustavsson nyder vi de mange gode golfhuller og udsigten over søerne, der omgiver banen. En hyggelig bane og en klub med en rar og afslappet atmosfære.

Det samme kan man sige om sidste stop på turen, St. Arilds Golfklub på Kullen. Det er signaturbanen for den afdøde golfarkitekt Jan Sederholm, der også har tegnet mange baner i Danmark. Tag det bedste fra Gilleleje og Furesø og tilsæt lidt af Rungsted, og du vil få en ide om St. Arilds flotte parkbane, der også ligger højt på listen over Sveriges bedste baner. I de seneste år har formanden Peter K. Andersson stået bag en konsolidering af klubben og en opgradering af banen, det sidste sammen med den tidligere Tour-spiller Magnus Sunesson.

En lille bid vej fra St. Arild ligger den lille hyggelige havne- og turistby Arild. At vælge mellem byens to hoteller Rusthållargården og Hotel Strand er som ungdommens valg mellem ABBA's lyse Agnetha og mørke Anni-Frid. Nærmest umuligt. Vi endte på Hotel Strand og fik en totaloplevelse som taget ud af TV-serien "Badehotellet". Uforglemmeligt.

Således mættede på alle sanser var det tid til det sidste stræk på denne Tour de Skåne, turen sydpå til broen, med et spise- og shoppingstop i Helsingborg og et besøg på Kärnan, det velbevarede tårn fra de danske kongers fæstning, der sammen med Kronborg på den anden side af Øresund holdt øje med skibstrafikken og sikrede den for den danske økonomi så uundværlige Øresundstold. Udsigten over Øresund mod Danmark er ubetalelig og alle trappetrinene værd.