Topresultat af Søren Hansen i skotsk triumf
Af Martin Rahbech
Søren Hansen blev delt nummer fem i Qatar Masters, hvor Paul Lawrie blev sikker vinder
2012 kan måske blive året, hvor Søren Hansen igen for alvor tjekker ind på den europæiske topscene. Den tidligere dobbelte vinder på europatouren viste søndag meget lovende takter og leverede sit første resultat i top 5 i et halvt år og sin blot anden top 5 placering i næsten to år.
37-årige Søren Hansen meldte sig ind i topkampen i Commercialbank Qatar Masters og leverede en finalerunde i 66 slag (-6) og sluttede helt forrygende af med tre birdies på de tre sidste huller.
Den samlede score gjorde en overgang Søren Hansen til førende i klubhuset, men han sluttede på en delt femteplads, og det var ikke nok til at true den overbevisende triumfator; Paul Lawrie.
Den erfarne skotte med blandt andet en The Open triumf fra 1999 i bagagen sluttede samlet i -16 med fire slags afstand til Jason Day og Peter Hanson på andenpladsen.
Gennem finalerunden var først Sergio Garcia og siden Jason Day de største konkurrenter til Paul Lawrie. Jason Day præsterede ganske opsigtsvækkende at levere to portioner á fire birdies på stribe.
I slutfasen kom han dog ikke tættere på end tre slag, da han på 18. hul holede dagens niende birdie. Paul Lawrie svarede da også igen kort efter, da han chippede sig til dagens femte birdie. Tidligere på runden leverede han også et chip til en eagle, og samlet gav det en stærk og meget overbevisende runde i 65 slag (-7).
Den danske præstation var ikke gjort af Søren Hansens topresultat.
Anders Hansen leverede også varen på finalerunden med en bogeyfri 67’er (-5), og han sluttede på 12. pladsen i -6.
Thomas Bjørn fortsatte sit reparationsarbejde på sin åbningsrunde i 79 slag. Lørdagens 65’er blev fulgt op med en 68’er, og samlet sluttede Thomas Bjørn på 25. pladsen i -4.
Thorbjørn Olesen sluttede på 59. pladsen i -1, og Søren Kjeldsen blev nummer 67 med en total i par.








Ingen kommentarer til "Topresultat af Søren Hansen i skotsk triumf "
Indsend kommentar