Top-3 samlet fra start

Rory McIlroy, Jordan Spieth samt Jason Day skal spille sammen torsdag i det sydlige Florida. (Foto: Getty Images)

Printer venlig versionSend til en ven

Verdens tre bedste kommer i direkte kamp torsdag i WGC – Cadillac Championship

Donald Trump er over alt i medierne for tiden, og denne uges WGC – Cadillac Championship kan også ende med at blive overskygget af den kontroversielle præsidentkandidat – turneringen spilles på Trumps bane, og milliardæren plejer at være til stede under afviklingen – men arrangørerne har gjort alt for at dreje fokus over på spillerne.

Det har de gjort ved at sende verdens top-3 ud sammen torsdag. Jordan Spieth og Rory McIlroy missede cuttet sidste gang, de stillede til start, og Jason Day er ikke sluttet bedre end en 10. plads i år. Det populære trekløver har bestemt ikke været dårligt spillende i 2016, men ingen af dem har vist deres bedste på det seneste.

Søren Kjeldsen er den eneste dansker i feltet, og selvom han heller ikke helt har levet op til sidste års topresultater i den indledende del af sæsonen, så insisterer han på, at spillet er godt nok til at kunne være med i toppen af leaderboardet.

Det bliver ikke nogen nem opgave for 40-årige Kjeldsen, som blev nummer syv og 11 på Blue Monster i 2008 og 2009, men det er første gang, han ser banen, efter de omfattende ændringer op til sidste års udgave. Det, som mødte spillerne for et år siden, var et paradis for kanonkonger, hvilket slutstillingen også indikerede. Dustin Johnson vandt, J.B. Holmes blev nummer to og Bubba Watson fik tredjepladsen. Samme tre spillere sluttede ugen i top-3 i ”driving distance”.

Men Kjeldsen og alle de andre deltagere uden kraft til at slå bolden til månen burde have en smule bedre chancer i år. Der er lavet nye justeringer af designet – en bunker er flyttet 45 meter for at fange de lange drenges drives og landingsområderne er blevet gjort en smule mere tilgivende for de gennemsnitslange spillere.

Kjeldsen er blevet sat i bold med Marcus Fraser og Rafa Carera-Bello i dagens sidste bold klokken 19.00 dansk tid, halvanden time efter de tre fra den øverste verdenstop går ud.

Det er nu, sæsonen for alvor begynder for Kjeldsen og resten af Ryder Cup-aspiranterne med base på europatouren. En plads på holdet afhænger i høj grad af toppræstationer i de amerikanske kæmpeturneringer med penge og verdensranglistepoint hele vejen op til skyerne. Denne uge på Doral spilles der om 9,5 millioner dollars – mere end den samlede sum for de seneste fire turneringer på europatouren – samt 76 verdensranglistepoint til vinderen.