Tinning klar til challengetouren
Af Henrik Søe
Fem spillere - heriblandt Steen Tinning - kæmpede sig i tungt regnvejr videre til ugens challengetour-turnering i København, da der mandag blev spillet kvalifikation i Royal Golf Club.
Tre svenskere, en nordmand og en rutineret dansker satte sig på de fem pladser til Crowne Plaza, da 60 spillere mandag spillede kvalifikation til Crowne Plaza Copenhagen Challenge, der indledes torsdag.
Danskerne var i overtal i feltet, men kun Steen Tinning var i stand til at spille sig til en starttid på torsdag. Royal Golf Club i kraftigt regnvejr voldte hovedparten af spillerne store problemer, men den rutinerede Tinning fik kæmpet sig rundt i 72 slag (+1), hvilket var nok til at sætte sig på en af de fem kvalifikationspladser.
Den svenske ECCO Tour-profil Jens Dantorp vandt kvalifikationen med en 69’er (-2) foran landsmanden Alexander Jacobsson, der var en enkelt under par. De to sidste spillere, der ligesom Tinning kom rundt i +1, var svenske Niclas Johansson og den unge nyprofessionelle nordmand Anders Engell.
