Tiger Woods på det spektakulære 17. hul. Det endte med en par. (Foto: Getty Images)

Hverken udfordreren eller forsvareren fik sat afgørende træffere ind i den første runde i kampen om golfens verdensherredømme. Phil Mickelson og Tiger Woods er dog med fremme efter godkendte åbningsrunder i Players Championship på Sawgrass.
Kan Phil Mickelson fortrænge Tiger Woods fra verdensrangslistens førsteplads? Et ja til det spørgsmål kræver at Phil Mickelson vinder The Players Championship, mens Tiger Woods slutter udenfor top 5.
Efter første runde er muligheden stadig til stede, idet de to førende spillere på verdensranglisten begge kom rundt på TPC at Sawgrass i 70 slag. (-2). Dermed er Mickelson og Woods fire slag efter J.B. Holmes og Robert Allenby, der i perfekte betingelser lagde ud med runder i 66 slag (-6) og nu topper et tæt pakket leaderboard, hvor 20 spillere ligger i -4 eller bedre.
- Jeg slog gode slag og sørgede for at holde mig inde i kampen. Der kan ske meget på en uge, sådan er det i golf, lød det fra Woods, der i sidste uge missede cuttet med et brag i Quail Hollow Championship.
Verdensetteren mener, at folk skal passe på med at forvente for meget af ham:
- Jeg har spillet seks runder på syv måneder, så folk skal være lidt mere realistiske, sagde han.
Luke Donald og Lee Westwood holder med -4 den europæiske fane højest i den "femte major", der i år er uden danskere. Tiger Woods og Phil Mickelsons 70'ere rækker til en 38. plads, mens den forsvarende mester, svenske Henrik Stenson, efter en 69'er (-3) indtager en 21. plads.
Rory McIlroy kunne ikke følge op på sidste uges sejr og åbnede med en runde i 73 (+1).
Ingen kommentarer til "Tiger vs. Phil 70-70"
Indsend kommentar