Tidligere Ryder Cup spiller ender 11 års sejrstørke

Den havde han ikke lige set komme, men Vaughn Taylor vandt altså sin første sejr på PGA Touren siden 2005. Foto: Getty Images

Printer venlig versionSend til en ven

Vaughn Taylor vandt AT&T Pebble Beach Pro-Am ét slag foran Phil Mickelson, der missede en stor chance for at fremtvinge et omspil

Det blev en overraskende vinder af AT&T Pebble Beach Pro-Am. 39-årige Vaughn Taylor var førstereserve til turneringen, men fik sin startplads, da Carl Petterson trak sig, og Vaughn Taylor udnyttede muligheden maksimalt.

Med en finalerunde i 65 slag var han bedste mand i klubhuset i samlet -17, men der skulle gå en times tid, inden sejren var sikret.

Phil Mickelson var i spidsen inden finalerunden, og han havde efter en noget blandet runde chancen for at fremtvinge et omspil, men han missede sig birdieputt på 18. hul fra 2,5 meter og sluttede ét slag efter Vaughn Taylor, der startede finalerunden seks slag efter Phil Mickelson.

Der var den første sejr til Taylor i 11 år. Dengang i midten af 00’erne var Vaughn Taylor blandt de bedste i USA, og han var med ved Ryder Cup i 2006 sammen med blandt andre Tiger Woods, Jim Furyk og også Phil Mickelson.

Europa vandt klart dengang, og Vaughn Taylor fik såmænd en slags hovedrolle, da han spillede mod Henrik Stenson i single, og Stenson vandt det afgørende point.

Siden dengang er der blevet til to tabte omspil på PGA Touren og i de seneste sæsoner har det været lidt PGA Tour og Web.com Tour på skift.

Nu har han skabt sig arbejdsro på PGA Touren de næste par sæsoner. I forhold til verdensranglisten rykkede sejren ham fra 447. pladsen til 100. pladsen.

- Det har været lang tid. Jeg troede ikke, det vil komme til at ske. Jeg har arbejdet så hårdt, men blev slået tilbage og slået tilbage. Jeg kan ikke tro, det virkelig sker nu. Det er fantastisk. Der er så mange mennesker at takke, og jeg er bare tabt for ord lige nu, sagde en rørt Vaughn Taylor i mediecentret.

Phil Mickelson anerkendte, at han havde en reel mulighed tæt på at vinde for første gang siden 2013.
 
- Det positive er, at jeg har det sjovere med at spille golf lige nu, end jeg har haft i årevis. Jeg har kontrol med bolden og slår en variation af slag og har det nemt med dem. Så ligeså nervøs og skuffet jeg var over ikke at vinde, lige så sjovt havde jeg det med at være tilbage i kampen for det. Det strejfede slet ikke mine tanker, at mit putt på 18. Ikke ville gå i. Det fortæller mig så bare, at jeg stadig har lidt mere arbejde at gøre, sagde Phil Mickelson.