Tidligere PGA Champion i front

Shaun Micheel har ikke haft mange succesoplevelser på golfbanen de seneste år, men måske vil det ske i Spanien. Foto: Getty Images

Printer venlig versionSend til en ven

Fem af seks danskere er i feltets bedste tredjedel efter første runde af Open de España, hvor Shaun Micheel er i front

Det er en lidt overraskende spiller, der har taget føringen ved Open de España efter første runde. 

Den 43-årige amerikaner Shaun Micheel leverede en ganske glimrende runde i 67 slag med blandt andet otte birdies og er alene i front. 

Shaun Micheel har ikke gjort så meget væsen af sig de seneste år, men han er sikret sin plads i golfhistorien efter en triumf på en af de største scener. Han blev en overraskende vinder af US PGA Championship tilbage i 2003.

Siden har han ikke levet op til den præstation, og han er nu nede som nummer 608 på verdensranglisten og har ikke et fuldt kort til PGA Touren.

Shaun Micheel skal dog være vågen fredag, hvis han skal fastholde sin føring. De nærmeste forfølgere er blot ét slag efter og er trioen Robert Rock, Jorge Campillo og Danny Willett.

Dagens dansker blev Søren Kjeldsen, der i en af dagens tidlige bolde leverede en 71’er (-1) med blandt andet en eagle på kortet.

Det bragte ham kortvarigt ind i top fem, men som runden gik endte han på en 12. plads.

Anders Hansen og Thomas Nørret kom begge rundt i par og ligger på 22. pladsen.

Søren Hansen kom rundt i 73 slag (+1) på 37. pladsen. Den placering deler han med Thorbjørn Olesen, der var eneste dansker i dagens sene bolde.

Thorbjørn Olensen fik ligesom både Søren Kjeldsen og Thomas Nørret en eagle på kortet, men Olesen fik også fem bogeys i løbet af runden.

Tilbagevendte Mark Haastrup ligger på 81. pladsen efter sin runde i 75 slag (+3).