Thomas Bjørn vil nyde momentet
Af Martin Rahbech
Ryder Cup er ikke et tema endnu for Thomas Bjørn
13 gange har Thomas Bjørn vundet på europatouren. En af de største sejre var utvivlsomt i Dubai Desert Classic tilbage i 2001, hvor han vandt efter en 72 hullers tvekamp med Tiger Woods.
Nu er Thomas Bjørn tilbage i Dubai. Der er sket meget siden triumfen dengang, men et fællestræk kan være, at han også i 2012 er i en rigtig periode i sin karriere.
- Jeg spiller godt for tiden, og jeg vil nye det, for jeg har set, hvor hurtigt det kan gå den anden vej, siger Thomas Bjørn til nyhedsbureauet Reuters.
I interviewet var Ryder Cup også et tema, men det er ikke et tema i de tanker, Thomas Bjørn deler med offentligheden.
- Jeg er i en alder, hvor jeg ikke vil sidde og sige, at det eneste jeg vil, er at komme med til Ryder Cup. Som 25 eller 28-årig ville det nok være det eneste i mine tanker, men nu vil jeg bare gerne have en god, stærk og behagelig afslutning på min karriere, siger 40-årige Thomas Bjørn, der også anerkender, at konkurrencen er en helt anden.
- Forskellen mellem nu og for 10 år siden er, at du kunne spille godt dengang og komme med på holdet. Nu skal du spille fantastisk, siger Thomas Bjørn.
Han vil i denne uge få en fornemmelse for styrken på europatouren. Med i feltet i Dubai er Rory McIlroy, Lee Westwood og Martin Kaymer, der er nummer to, tre og fire på verdensranglisten.
Langtslående Alvaro Quiros er også til start, og han går efter at blive den første til at vinde turneringen to år i træk.
Han vandt nemlig i 2011 og henviste dengang Anders Hansen til en delt andenplads.
Thomas Bjørn, Anders Hansen, Søren Hansen, Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen er alle til start i Dubai Desert Classic.
Thomas Bjørn og Anders Hansen skal endda følges i de to første runder, hvor Francesco Molinari er sidste mand i trebolden.








Ingen kommentarer til "Thomas Bjørn vil nyde momentet "
Indsend kommentar