Tag med til Cambodia

Faldos bane er en fryd for øjet
Faldos bane er en fryd for øjet
Printer venlig versionSend til en ven

Sig farvel til den danske vinterkulde og sæt kurs mod store oplevelser i solen. Tag med Dansk Golf og Bounty Club til Cambodia og varm sjælen med et skud Indokina - inklusive magi, mystik og mageløs golf

“Phnom Penh Inter ational Airport”.

Da flyet fra Bangkok ruller ind mod terminalen i lufthavnen, får jeg det første indtryk af Cambodia. Et upoleret, forholdsvis uspoleret - men skal det vise sig - helt igennem uimodståeligt land.

N’et på skiltet er langt fra det eneste, der mangler i Cambodia. Et land, som efter at have været centrum for en af verdenshistoriens mørkeste kapitler stadig kæmper for at finde sine egne ben at stå på.

Cambodia hører til blandt de fattigste lande i Asien, men det lysner i øst, og økonomien bliver gradvist bedre år for år. Målt på udvikling og rigdom halter det lille østasiatiske kongedømme dog stadig langt efter naboerne Thailand og Vietnam, men til gengæld har Cambodia et meget sjældent råstof, som hverken kan købes for dollars eller diamanter: Befolkningen.

På de støvede gader, den travle markedsplads og i hotellets elevator. Uanset, hvor man færdes, løber man ind i smil, venlighed og en hjertevarme, som til hver en tid overstiger temperaturerne på termometeret. Og det siger ikke så lidt på de kanter.

Med tanke på landets historie er det nærmest naturstridigt, at befolkningen i det hele taget flyder ovenpå. For det er umuligt at rejse til Cambodia uden at blive konfronteret med landets grumme fortid.

Security Prison 21
Et af de mere gruopvækkende vidnesbyrd om Pol Pots rædselsregime, der i 1970’erne kostede over én million cambodianere livet, findes i en nedlagt skole i udkanten af Phnom Penh. Stedet var kendt som S-21, og det var her, de Røde Khmerer på brutal vis torturerede, udsultede og udmattede 20.000 mennesker til døde.

Blodet er for længst vasket væk fra overfladen, men de mørke aftegninger på stengulvene i de små torturkamre giver et billede af, hvor meget fangerne har gået igennem. Det er dog andre billeder, der sætter sig tungest på nethinden. Man skal nemlig være en ualmindelig kynisk sjæl for ikke at blive påvirket af de hundredevis af fotos, som De Røde Khmerer tog af de indsatte som dokumentation. Nu hænger portrætterne af mænd, kvinder og børn side om side på væggen og kigger direkte ind i øjnene på dig med tomme eller skræmte blikke.

Et af de mange fotos viser syv mennesker, der som de eneste overlevede tiden i Security Prison 21. Syv mennesker, som siden har fungeret som et nationalt symbol for cambodianernes vilje til at overleve og komme videre.

På vejen ud af museet fortæller min guide mig nærmest henslængt, at han også mistede sin far under Pol Pots regime, og at han ikke aner, hvordan eller hvorledes faderen kom af dage. Han kan ligesom tusindvis af andre have fundet sin skæbne på de berømte og filmatiserede Killing Fields - massegravene syd for byen, der ligger som endnu et uhyggeligt mindesmærke over Cambodias mørke år.

Jack Nicklaus i Cambodia
Geografisk er der ikke langt fra Killing Fields til det nye kæmpeprojekt Phnom Penh International City - en helt ny funklende bydel, som symboliserer Cambodias fremgang. Projektet rummer hovedstadens første reelle golfbane. Anlægget er designet af ingen ringere end Jack Nicklaus, og selv om området ikke har indbudt til at kreere det allerbedste anlæg til dato, så giver de brede, velholdte fairways og ondulerede greens en kærkommen mulighed for at kickstarte sæsonen på fornemste vis. Her er masser af forhindringer, men ikke den store fare for at miste bolden i andet end vand. På driving range er der til gengæld garanti for at slå i vandet, for den er nemlig anlagt i en sø.

Grand Phnom Penh Golf Club er et åndehul i storbyen, men Cambodias største metropol er langt fra så hektisk som nabohovedstæderne Ho Chi Minh City og Bangkok. Trafikken er som i alle asiatiske storbyer - kaotisk og dyttende - men alligevel med så meget luft og plads, at man ikke behøver passere gaden med hjertet oppe i halsen. Der er ro til at studere den gamle franske kolonistil, der går igen overalt i byen, der tidligere havde ry som den smukkeste by i Indokina. Phohm Penh byder dog også efterhånden på et moderne udtryk med cafeer, restauranter og butikker i vestlig stil. Mangler man en Coca Cola er der altid mulighed for at finde det i den nærmeste 6-eleven, ligesom det på markedspladserne ikke er svært at finde et par sko med mærket “Nkie”.

Cambodia er “on the rise” og infrastrukturen lader stadig en del tilbage at ønske, hvilket understreges af, at afstanden fra hovedstaden til landets næststørste by Siem Reap er 300 i kilometer - men seks i timer. Ikke just København-Århus.

Turen på de bumpede veje kan føles langsommelig, men den er til gengæld smuk og udsigten er væsentlig mere spændende end E20 og E45 tilsammen. Her er rig mulighed for at se, hvordan lokalbefolkningen har bosat sig i opstolpede huse mellem rismarkerne og hovedvejen.

Tempelland
De fleste, der finder vej til Siam Reap, kommer for at se Angkor Wat og de mange andre Khmertempler, som siden “opdagelsen” i 1857 har været Cambodias helt store varemærke. Angkor Wat betyder noget i retning af “bytempel” - “åben mund og polypper” ville også have været en rammende oversættelse.

Siem Reap er dog meget mere end storslåede Khmertempler og arkitektoniske mesterværker fra en svunden tid. Områdets tre golfbaner hører også til i superligaen.

Siem Reap Lake Resort Golf Club er et velplejet koreansk ejet anlæg med japansk arkitekt og cambodiansk charme. Her er god plads på fairways, både i forhold til trafik og slicede drives, men også rigeligt med sjove udfordringer for vinterblege og golfrustne danskere.
I den anden ende af byen ligger områdets ældste bane, Phokeethra Country Club, og her skjuler man ikke naboskabet til kulturskattene fra starten af det forrige årtusinde.

- Tee off in the 11th Century. Finish your round in the 21st Century, står der på skiltet ved første teested.

Historien klæber sig til området, og med masser af palmer og vand i spil på samtlige 18 huller får man på Phoketthra en unik oplevelse af at spille golf i junglen, og det er ikke uden grund, at denne bane optræder i Rolex-guiden over verdens 1000 bedste baner.

Det samme gør områdets tredje og nyeste perle på snoren, Angkor Wat Golf Resort, der åbnede i 2008. Banen er designet af Nick Faldo, og den levende britiske legende har haft en heldig hånd. Stedet emmer af klasse fra de knivskarpe teeområder til de kuperede greens. Hvis Angkor Wat er et “must see”, så er Angkor Golf Resort et “must play”.

Skuffejern
- Siem Reap byder på noget helt specielt for golfspillerne. Det er et inspirerende og spirituelt sted med sin egen identitet, som garanterer en mindeværdig golfoplevelse. Det, der gør Angkor Golf Resort så specielt, er den unikke beliggenhed i skyggen af Angkor Wat og muligheden for en afslappet runde golf på perfekte fairways, siger anlæggets golfmanager Adam Robertson, som i de sidste 10 år har rejst Asien tyndt med golfkøllerne i bagagen.
Men der er nu noget helt særligt ved Cambodia, mener han:

- Khmer-folket har en helt særlig oprigtighed, som er svær at finde andre steder. Det kommer blandt andet til udtryk hos vores caddies, som vi har hyret i de lokale landsbyer. Deres smil er en vigtig del af oplevelsen på en golfrunde her, fortæller Adam Robertson, som erkender, at arbejdet med at uddanne de lokale til caddietjansen var en krævende affære:

- De er enormt entusiastiske, opmærksomme og hjælpsomme, men da vi første dag præsenterede dem for en golfkølle, begyndte de fleste at grave i jorden.

Mange danskere er ikke helt trygge ved at have caddie med på runden, men i Cambodia er det oftest en hyggelig oplevelse. Vi garanterer, at de ikke begynder at bruge syvjernet som skuffejern i roughen, og at der er slag at spare, når den smilende caddie hjælper dig med at line puttet op eller give dig distancerne til flaget.

Den yngre generation af cambodianere taler glimrende engelsk, så tag ja-kasketten på - gerne en af dem med solskygge - og lav lidt sjov med caddien. Så er der gode chancer for, at de giver igen med smil og lidt asiatisk golfhumor.

På Siem Reap Lake Resort rækker min smilende caddie mig en helt ren bold, kigger ud under kasketten, stikker mig driveren og peger mod palmetræet i det fjerne.

- Left side Coconut.

- O.B, O.B, siger caddien og ryster på hovedet, da jeg slår et tilsyneladende fornuftigt drive sådan cirka i retning af kokospalmen.

Jeg kigger vantro på caddien, som griner og fuldfører sin sætning:

- Oh Beautiful...

Og det er Cambodia. I en kokosnøddeskal.

Hvis du vil læse mere om golfbanerne i Cambodia, så er her fire gode links
www.angkor-golf.com
www.grandphnompenh.com
www.phokeethragolf.com
siemreaplakeresort.com


Ingen kommentarer til "Tag med til Cambodia"

Indsend kommentar

  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML-tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <i> <b> <u> <embed> <div> <param> <object> <table> <tr> <td> <hr> <p> <br> <sub> <sup> <strike> <img>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
Sikkerhed
Dette spørgsmål tester hvorvidt du er et menneske og forhindrer automatisk indsendelse af spam.
Svar på spørgsmålet
Ugens Tip: Har du svært ved at finde de rigtige længder på green? Så kan du få skærpet dit touch med dette tip
Hvis du hører til dem, der kæmper med længderne på green, så er der hjælp at hente. DGU's mentalcoach Michael Pipper er klar med et tip, der både kan...

Seks hold var med, da Samsø var vært ved nyt Danmarksmesterskab

Halstedhus Efterskole i Nakskov kan nu kalde sig Danmarksmestre i golf for efterskoler. Holdet med pro Hans Henrik Larsen som kaptajn vandt med fem point foran Idrætsskolerne Ikast. Det er første gang nogensinde, der afvikles DM for efterskoler.

DGU regelprøven er en del af begynderforløbet for de klubber, der har valgt at deres begyndere skal tage regelprøven online.

Er du allerede golfspiller, men har brug for at få afprøvet din viden om golf regler og etikette, så tag prøven, blot for sjov.

Tag regelprøven

Fra gammelt til nyt

Golf er en udstyrssport, og der er ikke noget mere lækkert end at få skiftet det gamle udstyr ud med noget nyt. I Golf.dk’s auktionshal kan du sælge dit gamle udstyr og måske også gøre et kup.

Et stærkt samarbejde

To af de største aktører i den danske golfverden – GolfBox og Dansk Golf Union – står bag Golf.dk. Visionen for samarbejdet er at skabe et mødested for alle danske golfspillere.

Golfnyheder på din hjemmeside

Nu kan du få nyhederne fra Golf.dk på din egen hjemmeside. Hvis du har en hjemmeside og er vild med golf, så har Golf.dk et godt tilbud til dig.

Læs mere her