Tæt kamp om pengelisten på LET
Af Mikkel Ring Christensen
Malene Jørgensen er sikkert videre til weekenden, men hun har et stykke til toppen, hvor en hård kamp om pengelisten udspiller sig
Sæsonen er ved at nærme sig sin afslutning på damernes europatour, og vinderen af pengelisten skal derfor snart kåres. Det er tæt mellem de to forreste. Carlota Ciganda har et forspring på 1400 euro til Caroline Masson. I Suzhou Taihu Ladies Open ser klassementet ud på samme måde.
Den 22-årige Ciganda fra Spanien er på førstepladsen og tyske Masson ligger nummer to. Ciganda fulgte sin første runde i 65 slag op med en 70'er på Suzhou Taihu international Golf Club. Hun er dermed i -9, og det er to slag foran Masson. Tyskeren brugte 69 slag på banen, der har par 72.
- Jeg er selvsikker og jeg spiller godt, men det er golf, og alt kan ske på bare et enkelt hul eller et enkelt slag. Caroline Masson ligger nummer to, og hun har spillet rigtig godt i år, så jeg ved, det ikke bliver let, og der er også en i -6. Man bliver nødt til at være forberedt på hvad som helst. Jeg vil prøve at gøre mit bedste, sagde Ciganda til LET.
Malene Jørgensen er den eneste dansker i feltet, og hun klarede sig sikkert videre til finalerunderne. Første runde blev tilbagelagt i -1, og på lørdagens runde var hun rundt i par. -1 giver en 18. plads.
Cuttet faldt i +5, men det var danskeren aldrig i nærheden af, da hun gik en solid runde med en enkelt bogey og en birdie. Malene Jørgensen har kun tre slag op til en fjerdeplads, så med en god weekend er der gode muligheder for at tjene vigtige penge, og rykke frem mod nummer 90 på pengelisten, der giver fornyede spillerettigheder til europatouren. Inden ugens turnering ligger Jørgenen nummer 105.

