Superstart på tourskolen
Af Thomas Vennekilde
Christoffer Lange var bedste dansker på en førstedag, hvor fire danskere sluttede i top-10
2013 kan meget vel gå hen og blive danskernes år på europatouren. Fem mand har allerede kortet. Tre-fire er godt i gang med at sikre sig det gennem challengetouren, og en del prøver lykken på tourskolen.
I disse dage er syv af de håbefulde danskere i sving ved tourskolens indledende runder i Tyskland og England, og flere af dem fik en forrygende start.
På Fleesensee i Tyskland gik det bedst for Christoffer Lange, der med en 66’er skød sig helt op på andenpladsen, og dermed gav sig selv den bedst tænkelige start på den fire dage lange turnering.
Jesper Lerchedahl brugte et slag mere, hvilket placerer ham på femtepladsen. Yderligere et slag tilbage ligger Christian Baunsøe og Patrick O’Neill på 10.pladsen.
Simon Gundorph og Oliver Suhr ligger længere tilbage i feltet, men er bestemt ikke ude af det. De 23 bedste og alle lig med går videre til anden runde af tourskolen.
I England er Daniel Løkke eneste danske deltager. Hans indledende runde på 78 slag række til en 57.plads. Men da scores er noget højere på Wychwood Park, er han blot fire slag fra en plads blandt de 24 bedste, som kan se frem til en plads på Second Stage af tourskolen.
