Superrunde af Lasse Jensen
Af Henrik Søe
En superrunde i 65 slag (-6) holder liv i Lasse Jensens håb om direkte avancement til europatouren.
Lasse Jensen strøg 15 pladser frem i feltet, men har dog stadig seks slag op til den andenplads, som vil sikre ham et europatourkort. Danskerens 65’er hørte til blandt dagens bedste scores, men Jensen var ikke alene om at gå lavt på San Domenico-banen, som generelt fik mange tæsk torsdag.
Dagens klart bedste runde blev leveret af en af årets helt store profiler på challengetouren, englænderen Tommy Fleetwood, der med en fantomrunde i 61 (-10) bragte sig alene i front for finalen med tre slag ned til italienske Andrea Pavan på andenpladsen.
Tredjepladsen deles af franske Julien Guerrier og svenske Pelle Edberg, der lynede med en 63’er - akkurat ligesom sydafrikanske Tyrone Ferreira, som efter en for-ni i par gik fuldstændig besærk på sine sidste ni huller. Ferreira lavede ikke en eneste par på bag-ni, men noterede sig i stedet for syv birdies - heraf seks i træk - en bogey og en eagle. De 29 slag (-8) på bag-ni betød at sydafrikaneren avancerede til en 11. plads.








Ingen kommentarer til "Superrunde af Lasse Jensen"
Indsend kommentar