Stormagt i tidsnød

Maria Verchenova er en populær russisk golfspiller, men det er næppe hende, der skal bringe Rusland til OL. Foto: Getty Images

Printer venlig versionSend til en ven

Ruslands bedste bud på deltagelse ved OL i 2016 er en 16-årig fyr, der er udenfor top 1000 på amatørernes verdensrangliste

Der er ikke meget, der kan motivere en nation som Rusland mere end de olympiske lege. Den store magtkamp med ikke mindst USA fra Sovjetunion-tiden lever stadig. Rusland vil være en stormagt til OL.

Derfor er det også en motivation af de store, når der er nye sportsgrene på programmet, som det er tilfældet med golf i 2016. Selv om der stadig er lang vej, til det gør løs i Rio, så er der ingen tid at spilde, hvis Rusland skal med og blive til andet end et kuriøst indslag.

Rusland har et godt kort at spille, når det handler om synlighed.

26-årige Maria Verchenova har fået en stor fanskare, efter hun gjorde sit indtog på kvindernes europatour i 2007, og mange sammenlignede hende med tennis-skønheden Anna Kournikova.

Men Maria Verchenova er gledet udenfor top 500 på verdensranglisten og har samtidig haft flere skadesproblemer, så hun er næppe aktuel i 2016.

Blandt herrespillerne er der ikke det store sus endnu.

Da der eksempelvis i 2011 blev afviklet M2M Russian Challenge Cup på Challenge Touren var 11 russiske spillere i feltet, og de bedste blev nummer 115.

Fokus rettes i Rusland også mod de helt unge spillere. Her har man et godt øje til en 16-årig fyr.

Han hedder Vladimir Osipov og er som bedste russer indtil videre nummer 1726 på amatørernes verdensrangliste. Det er langt under eksempelvis Sebastian Cappelen, der ligger på 20. pladsen, men i alt 12 danske amatører er højere placeret.

- Selvfølgelig vil jeg gerne til OL. Men for at give mig selv chancen, skal jeg højere op på verdensranglisten. Så jeg skal snart turne pro, få samlet rankingpoint og forbedre mit spil, fortæller Vladimir Osipov til det engelsksprogede russiske medie, Russia Today.

Han har netop været på træningslejr i USA, og masser af træning er på programmet de kommende år, hvis drømmen om OL i 2016 skal gå i opfyldelse.

- For at komme til OL i Rio er det nødvendigt for golfspillere at fare hurtige frem på verdensranglisten. Den rangering er baseret på deres resultater i professionelle turneringer, så vores opgave er at forberede vores førende golfspillere på de turneringer. Træningslejre udenfor sæsonen vil være en integreret del af de forberedelser, for deres skema er utrolig travlt uge efter uge, siger Nikolay Afanasiev fra det russiske golfforbund til Russia Today.

Planen for det indtil videre stærkeste kort er at deltage i amatørernes hold-EM til september og måske VM. Derefter venter formentlig den professionelle karriere og måske OL i 2016.