Storm fører foran Ryder Cup stjerner

Nicolas Colsaerts drivede efter eget udsavn fantastisk på fredagens runde på europatouren. Foto: Getty Images.

Printer venlig versionSend til en ven

Graeme Storm fører stadig, Ryder Cup spillerne er med fremme og Anders Hansen spiller godt

Thomas Nørret er færdig i KLM Open efter runder i +1 og +2. til gengæld er der dansk deltagelse i weekenden ved Søren Kjeldsen og Anders Hansen.

Kjeldsen rykkede med en runde i -2 op på 39. pladsen, mens Hansen klarede sig et slag bedre på Hilversumche Golf Club, han ligger delt nummer 21 i -3 samlet.

Det er 8 slag fra den førende spiller Graeme Storm, der fortsatte det gode spil fra førstedagen. Han fulgte første rundes 63'er op med en runde i 66 slag på par 70 banen. Det giver Storm en tre slags føring over tre spillere i -8. Det drejer sig om Gonzalo Fernandez-Castano (-5), Scott Jamieson (-6) og Ryder Cup spilleren Peter Hanson (-4).

Selvom Storm fører med tre slag, er sejren ikke hans primære mål i denne turnering. Som nummer 114 på Race to Dubai er næste års spillerettigheder endnu ikke sikret.

- Målet er stadig at holde mit europatourkort, selvom jeg fører. Hvis nogen overhæler mig, så må det være sådan. Jeg skal bare have mit kort til næste år, sagde Storm til europatouren.

Hanson er en af tre kommende Ryder Cup spillere i feltet i Holland, og de to andre gør også god figur.

Nicolas Colsaerts spillede en middelmådig første runde i par, men den langtslående belgier klarede anden runde i 65 slag på par 70 banen. Det bringer ham helt op på en 7. plads.

- Jeg spillede rigtig godt. Jeg drivede fantastisk, jeg havde en masse korte jern ind til greens og jeg puttede meget bedre end i går. Alting gik bare op i en højere enhed, sagde Colsaerts til europatouren.

Martin Kaymer var helt med fremme efter første runde, men fredag hang spillet ikke ligeså godt sammen. Det blev til en runde i 71 slag, der dog stadig placerer ham på en delt 12. plads med gode muligheder for at spille med om sejren søndag.

Kaymer og Colsaerts spillede de første to dage med Ryder Cup kaptajnen Jose Maria Olazãbal, men han må nøjes med at glæde sig over sine spilleres gode præstationer, da det ikke var Olazãbals uge. Kaptajnen sluttede på en beskeden 133. plads i syv slag over par.