Storgaard sejrede på Samsø
Af Pressemeddelelse
Knud Storgaard er kongen af Samsø. Den tidligere europatour-spiller viste klassen i Samsø Classic og kæmpede årets første danske ECCO Tour-triumf i hus efter en dramatisk finalerunde med både vandgang og omspil
Efter fire svenske sejre på stribe skulle der en 38-årig Skive-spiller til at stoppe de blå-gules triumftog på årets ECCO Tour. Men det holdt hårdt og krævede både et eventyr på stranden og et omspil med svenske Andreas Högberg før årets første danske ECCO Tour-sejr var en realitet.
Efter to dage med vindstille og perfekt vejr blev ECCO Tour-feltet sat på anderledes hårde prøvelser i fredagens finalerunde på Samsø, hvor stærk blæst pressede spillerne til det yderste.
Med tre huller igen var der så småt lagt op til årets første danske sejr på ECCO Touren. Storgaard var på det tidspunkt to slag foran Högberg, men på 16. hul, som har voldt mange spillere problemer i løbet af ugen, gik det galt for danskeren.
- Jeg havde hooket den rundt hele dagen og på 16. slog jeg et snaphook, som endte nede på stranden blandt nogle sten. Hvis jeg skulle droppe, skulle jeg helt tilbage til dametee, så jeg valgte at ofre mit 8-jern på stenene, lukke øjnene og slå bolden fra stranden. Jeg ramte den meget mærkeligt, og selv om den var på vej op på banen igen, ramte den åbenbart en sten og hookede tilbage på stranden, hvor den så endte i vandkanten, fortæller Knud Storgaard med et lille grin.
- Da jeg kom ned i vandet, var min første tanke: Det er jo ikke så koldt det her. Bølgerne lå og skvulpede på bolden og jeg måtte vente med at slå til vandet trak sig tilbage og bolden var nogenlunde fri. Men jeg kom op og i for en dobbeltbogey. Og det var en god dobbeltbogey, kan jeg godt fortælle dig, lyder det fra Storgaard.
Knud Storgaards eventyr på stranden skabte fornyet spænding i toppen af leaderboardet. Andreas Högberg var kommet ind i -11 og dermed skulle Storgaard finde en birdie på 17. eller 18. for at snuppe sejren i regulær spilletid.
Tak til putteren
Det blev til to pars for den tidligere europatourspiller, og så var scenen sat for et omspil. Et omspil, som den rutinerede dansker trak sig sejrrigt ud af med en stensikker par på 18. hul, hvor svenskeren fjumrede sig til en bogey.
- Det var en lettelse at komme i mål. Jeg ramte bolden kummerligt, og jeg kan takke min putter for sejren i dag. Men det er positivt at jeg kan ramme bolde så skidt og stadig vinde. Der er en masse positive takter, siger Storgaard, som nu regner med at spille resten af ECCO Tour-turneringerne i denne sæson.
- Sejren her åbner en masse døre. Sæsonmålet er fortsat tourskolen. Skulle jeg komme i top 5 på Nordic League, vil jeg ikke udelukke, at jeg vil spille lidt på challengetouren næste år. Men det er tourskolen og europatouren, jeg satser på. Det skal have en sidste chance, og i dag har jeg fået endnu mere blod på tanden, lyder det fra Skive-spilleren.
Der var svensk på tredje- og fjerdepladsen og norsk på femtepladsen, mens næstbedste dansker blev Lars Johansen på en sjetteplads. Tilbagevendte Oliver Suhr hentede endnu en topplacering med en syvendeplads, ligesom André Kasprzak, Kim Wilhelmsen og Jesper Lerchedahl kunne notere top 10-placeringer på Samsø. For verdensmesteren Joachim B. Hansen sluttete titeldrømmene reelt allerede på andet hul, hvor han løb i en triplebogey. Hansen kom rundt i 75 (+3) og endte på en 17. plads.
Med sejrschecken på 54.000 kroner avancerer Knud Storgaard til top 3 på Backtee Race to Himmerland Ranking.
Eaglekampen spidser til
Samsø er en bane, hvor det er muligt at score mange eagles. Sådan var det også i år, hvor der blev registreret 30 eagles under Samsø Classic. De mange eagles gav ekstra spænding i kampen om de 205.000 kr. Willis har udlovet til de spillere, der laver flest eagles i sæsonen. Inden turneringen førte Daniel Løkke med fire eagles. Men Holstebro-spilleren var ikke med på Samsø og må nu finde sig i at dele førstepladsen på Willis Eagle Challenge ranglisten med norske Christian Aronsen. På tredjepladsen ligger otte spillere med tre eagles . De fem første, der laver fem eagles, indkasserer 5.000 kr., mens den første med 15 ørne på kontoen bliver 100.000 kr. rigere.
ECCO Tour-karavanen begiver sig nu mod Jels og Royak Oak, som i næste uge lægger toptrimmede greens og fairways til Danfoss Masters. Og måske endnu en dansk sejr.








6 kommentarer til "Storgaard sejrede på Samsø"
Tillykke Knud
Sådan Knud! Tillykke :-)
Stærkt gået, Knud! Det var
Stærkt gået, Knud!
Det var flot at du kom op nede fra stranden og reddede et omspil
John
storgård
godt gået knud er sokkerne blevet tørre
Godt slået
Sådan!
Tillykke :-)
Godt gået
Hej Knud!
Så er vejen banet for et come back?
Vh
Jesper
Stort tillykke med sejren
Hej Knus!
Stort tillykke med sejren ;o) Og så med den "Gamle driver"...
Bliv ved i denne stil
Hilsen Lena og Henrik
Indsend kommentar