Store ting på spil i små turneringer
Af Mikkel Ring Christensen
Seks danskere er til start på challengeturen, der er i sydfranske Toulouse
Challengetouren går i denne uge ind i sin afgørende fase, om hvem der skal spille på hvilken tour til næste år. Fem ordinære turneringer resterer der - alle med beskedne præmiesummer – inden finalen i Italien.
25.000 euro er der i førstepræmie i hver af de fem næste uger, og selvom det ikke kan stå mål med sidste uges vindercheck på 64.000, er det alligevel nok til, at der kan forekomme store omvæltninger i den øverste del af pengelisten. Det ligger nemlig tæt i toppen, hvor kun 13.000 euro skiller Espen Kofstad på 10. pladsen, der ligger til at få kort i kategori 10b, og Chris Lloyd der nu står til at blive sorteper på 21. pladsen.
Andreas Hartø holder fri i denne uge, men der er alligevel seks danskere til start.
Lasse Jensen er nummer 17 på pengelisten og han skal de første dage spille med Joachim B. Hansen, der er nummer 12.
Morten Ø. Madsen ligger nummer 15, og han er også til start for at forsvare sin placering, der udløser europaturrettigheder.
Jeppe Huldahl, Mark F. Haastrup og Anders Schmidt Hansen spiller ligeledes med, og for sidstnævntes vedkommende ville en god pose ranglistepenge lune, da Hansens nuværende placering giver meget begrænsede muligheder på næste års challengetour.
Allianz Golf Open Toulouse Metropole spilles på Golf de Toulouse-Seilh, og den der står tilbage som vinder på søndag har gode chancer for også at få succes på europatouren.
Det tyder det i hvert fald på, hvis man kigger på turneringens tidligere vindere, der tæller Scott Drummond, Joost Luiten, Richie Ramsay og Bernd Wiesberger.
