Stor dansk uge
Af Anker Nielsen
Danmark stiller med fuldt hus på højeste europæiske niveau i denne uge.
På challengetouren starter syv spillere i denne uge. På europatouren hele ni
Dansk herregolf har næppe stået stærkere nogensinde end netop nu.
Den danske repræsentation på europatouren og challengetouren er hele 16 spillere i denne uge. Vel nok det højeste antal nogensinde.
Challengetouren er nået til Kärnten i Østrig.
Kärnten Golf Open presented by Mazda spilles på GC Klagenfurt-Seltenheim.
De to danske VM-sølvvindere, nyprofessionelle Joachim B. Hansen og Lucas Bjerregaard, der stadig spiller som amatør, er med i feltet.
De formstærke Daniel Løkke og Lasse Jensen ligeså.
Lasse Jensen, der blev nummer 20 i sidste uge ser frem til turneringen i Østrig.
- Det er en rigtig god bane med mange spændende golfhuller.
Ottende hul er en Ø-green ligesom 17. på Sawgrass.
Jeg talte med en af østrigerne forleden. Han kunne fortælle, at man ikke har klippet semi-roughen i tre uger. Med andre ord: Ram fairway, siger Lasse Jensen umiddelbart før afrejsen til det østrigske.
Og så skal det blive spændende at følge, om Mads Dam, Rasmus Hjelm Nielsen og Mads Vibe-Hastrup, sidstnævnte holdt pause i sidste uge, kan få gang i spillet for alvor.
De får kvalificeret modstand alle syv.
Challengetourfeltet er meget stærkt i år, og i denne uge skal danskerne forsøge at slå spillere som Pelle Edberg, Martin Erlandsson, Alistair Forsyth, Emanuelle Canonica, Michiel Bothma, Nicolas Meitinger og Alessandro Tadini for blot at nævne nogle.
Præmiesummen er 160.000 euro. Heraf 25.600 til vinderen, der ligeledes indkasserer 12 verdensranglistepoint.
