Da vi drejer af E20 og sætter kursen mod Gøteborg Centrum, mærker jeg et lille strejf af fædrelandsstolthed og en mild grad af rørstrømskhed.

Grunden til denne pludselige sentimentalitet efter tre timer på motorvejen fra København til Gøteborg ligger på venstre side af indfaldsvejen: Nya Ullevi. Stedet for den til dato største danske sportstriumf. Sejren ved EM 92.

Mens vi triller gennem middagstrafikken, tænker min medrejsende og jeg tilbage på de glade dage for 19 år siden.

Jeg var lige blevet student, da Kim Christofte med det smukkeste straffespark sendte os i finalen, og “Faxe” fulgte op med et los “lige i røven”, der sendte Danmark til tops og Tyskland hjem med sølvmedaljerne. Det var oplevelser, der gjorde studenterfesterne endnu sjovere.

Nu er vi ikke kørt til Gøteborg for at genopleve studentertiden eller dvæle ved den danske fodboldhistorie, men derimod for at spille golf. Lige som Brian Laudrup, Peter Schmeichel og mange andre fra 92-holdet også gør, nu hvor deres fodboldstøvlerne er blevet lagt på hylden.

Natur og charme
Efter at have tjekket ind på Elite Plaza Hotel ved kanalerne i den gamle bydel, lægger vi for en stund Gøteborg Centrum, Nya Ullevi og studenterminderne bag os. Vi sætter kursen lidt sydpå. Mod den relativt nyanlagte Hills Golf Club.

Min medrejsende har spillet den før, og han kan ikke finde noget dårligt at sige om den. Og det er der en god grund til. Hills er intet mindre end en bane i verdensklasse.

Den amerikanske arkitekt Arthur Hills har skåret 17 fremragende og et middelmådigt hul ud af den svenske skov. Det er egentlig ikke retfærdigt at kalde det middelmådigt, 6. hul er blot lidt atypisk for Hills, som det ligger der uden nogen form for hazarder. Vi skynder os at få det overstået og haster videre til næste hul, der straks får anlægget tilbage på klassekursen.

I klubhuset hænger et udklip fra golfmagasinet Golf Digest, der i 2010 kårede Hills til Sveriges 8. bedste golfbane. Efter at have spillet banen virker det nærmest som en nedvurdering, kun at placere den som nummer otte.

Sådanne lister er naturligvis et spørgsmål om smag og behag. Nummer ét på listen er Bro Hof ved Stockholm. En amerikansk stadium course bygget med Ryder Cup for øje. Storslået og bombastisk. Men den kommer ikke i nærheden af Hills hvad angår natur og charme. Og så er Hills også fri for de sadistiske tendenser, der kendetegner Robert Trent Jones-baner som Bro Hof. Her bliver et halvdårligt slag ikke straffet med et umuligt lie eller en tabt bold. På Hills skal man blot regne med, at det næste slag bliver lidt sværere. Og det er jo i grunden ganske retfærdigt.

Granskov og granit
Efter runden slapper vi af i det flotte klubhus, der er lavet i træ og skifer. I stil virker det meget amerikansk - blot uden den dekadence, der præger mange store bygninger i USA.

Vi nyder en kold øl og får selskab af Hills’ direktør, den tidligere europatourspiller Mats Sterner. Mens vi ser ud over banen, fortæller han om, hvordan arkitekten Arthur Hills nærmest har gravet banen ud af den svenske granskov og granitundergrunden.

- Man kunne ikke se mere end en meter frem for bare træer, siger han, mens hans hånd laver en fejende bevægelse over 9. og 18. hul.

Vores øjne følger hans hånd og ender med at stirre vantro ud over banen, der ligner noget, der altid har ligget her.

Den aldrende Arthur Hills besøgte banen et dusin gange under anlægsfasen, og hans filosofi var, at alle hullerne skulle være som en åben bog, når man stod på teestederne. Det har han blandt andet opnået ved at lave hævede teesteder, som gør at man kan overskue hele hullet og de udfordringer, det byder på. Og der er nok at tage af: Søer, bunkers, klipper, skov og åer. Men den forsigtige spiller kan eliminere dem og den modige kan angribe dem.

Med to store smil malet over vores ansigter kører vi fra Hills. Vores blik lander på nabogrunden, der huser en motocross-bane, hvis konstante summen har fulgt os hele eftermiddagen. Ifølge Mats Sterner bliver den snart lukket for at gøre plads til nogle boliger. Når det sker, er Hills i sandhed et golfparadis på jord.

Bøffer og cirkelslutning
Om aftenen begiver vi os ned i Gøteborg for at finde et sted at spise. En kraftig sommerregnbyge tvinger os ind på et bøfhus. De deler adresse med en irsk pub, kaldet The Dubliner. Pubkæden var titelsponsor, da Mark Haastrup i 2008 vandt turneringen The Dubliner Challenge på Hills. Så cirklen føles lidt sluttet, mens vi fordøjer vores plankebøf og dagens runde.

Socialdemokrat og Bubba
Vækkeuret ringer tidligt, og foran os venter en travl dag. Vi har 36 hullers golf på programmet.

Første stop er Delsjö Golfklubb. En skovbane anlagt tæt på Gøteborg for 49 år siden. Banen blev anlagt, fordi indbyggerne i Gøteborg skulle have et sted at spille golf. Den er et godt eksempel på, at golf ikke udelukkende var for overklassen i gamle dage. Med stemmetallet 4-3 blev banen vedtaget i byrådet, hvor en socialdemokrat kom med den afgørende stemme. Under et besøg i England havde han set, hvordan arbejderne spillede golf, når de var færdige på fabrikkerne. Den mulighed ønskede han også, at de svenske arbejdere skulle have, og derfor stemte han for anlægget. Planerne fik støtte af områdets store virksomheder, hvor blandt andre Volvo og Pripps lånte klubben pengene til at anlægge banen.

Det er svært at forstå, at man blot er tre-fire Bubba Watson-drives fra strøget i Gøteborg, når man går rundt mellem de høje bøgetræer. Banen bærer naturligvis præg af, at den har nogle år på bagen. Den er ikke så lang og greens er store og flade. For en dansker giver det mindelser om Rungsted. Og det er jo ikke så dårligt.

På et punkt har Delsjö været på forkant i mange år. Da banen er anlagt ovenpå et drikkevandsreservoir, har det alle dage været forbudt at anvende pesticider på anlægget. Og det er ikke gået ud over standen. Rart at se, at det sagtens kan lade sig gøre at have en bane i god stand, uden at det er nødvendigt at dykke ned i kemikalieposen.

Et lille kuriosum er banens 19. hul. Og her tænker jeg ikke på baren, men et vaskeægte par 3-hul, der slutter runden af. Det bruges til at afgøre matcher, der er lige efter 18. hul. Det er dog ikke nødvendigt for os at tage det i brug, og desuden har vi også travlt.

Forude venter nemlig Göteborgs Golfklubb, der kan bryste sig af at være Sveriges ældste golfklub.

Knopskud og havudsigt
Banen er anlagt i 1904 - seks år efter Københavns Golfklub blev stiftet - i velhaverkvarteret Hovås syd for Gøteborg. Til at begynde med var her blot seks huller, og den dag i dag er tre af de oprindelige greens stadig i brug. I det hele taget er det historiske en vigtig del at klubben. Klubhuset er fyldt med gamle billeder og pokaler, store tavler af træ og en atmosfære af “de gode gamle dage”.

Den atmosfære findes også ude på banen. De oprindelige seks huller er ved knopskydning blevet til 18. Og det kan man godt mærke. De ligger lidt tæt og adskilt i små enklaver, hvor der skal spadseres lidt for at komme til næste hul. Men der er nu noget særligt ved at gå rundt på den gamle kuperede bane, hvor der fra flere af hullerne er havudsigt.

På vores runde på den gamle bane får vi selskab af Kajsa, der er formand for dameklubben, og hendes bror. Det er godt at have en lokalkendt med på en så finurlig bane, og det står hurtigt klart, at det ikke er Arthur Hills, der har designet banen. Her er mange skjulte fælder og farer, som man ikke umiddelbart kan se fra teestedet.

Golfkultur og plusfours
Efter 9. hul kommer vi til kiosken. Som det sig hør og bør gør vi stop for at få en hotdog og en øl. Af høflighed beder vi om en svensk øl, men det har de ikke noget af, så vi snupper en Carlsberg.

Der er stor forskel på golfkulturen i Sverige og i Danmark. Kajsa fortæller om hendes seneste besøg i Danmark. Her havde hun spillet med sin søn, der læser i København. Vanen tro havde de gjort stop efter 9. hul, for at nyde en medbragt mad. De efterfølgende spillere kunne ikke se det hyggelige i det koncept, og havde skældt hende ud for at ødelægge spillerytmen.

Vores spillerytme fejler ikke noget, og vi begiver os videre til 10. tee. Her krydser vores vej tre ældre herrer i plusfours udstyret med gamle læderbags og køller med træskafter. De er en del af klubbens hickoryselskab. De 31 medlemmer mødes en gang om måneden, hvor de spiller golf som for 100 år siden. Deres sving og humør fejler ingenting. Og det gør ideen heller ikke.

Efter sådan en dag på to gamle svenske baner er det begrænset, hvor meget energi der er tilbage på tanken. Så efter en hurtig pastaret og et glas vin går vi til køjs.

Førstehjælp og skærgård
Næste morgen sætter vi kursen nordpå. Små 100 kilometer væk ligger Orust Golfklubb og venter på os. Med sin placering på en afsidesliggende ø i skærgården er det ikke Sveriges mest besøgte golfbane. Det er synd.

Da vi træder ind i klubhuset, er det første vi får øje på et førstehjælpskursus, som er i gang i et af lokalerne. Ti-tolv personer er ved at lære om aflåst sideleje og kunstigt åndedræt, men vi er nu mere interesseret i de farer, som banen kan byde på.

Ved receptionen hænger et lille undseeligt udklip fra dette magasins svenske pendant, Svensk Golf. De har kåret Orust til Sveriges tredjesmukkeste golfbane. Efter at have været her, kan jeg ikke forestille mig den natur, som listens to topplacerede baner ligger i. Den må være af en anden verden.

Her er klipper og skærgård. Her er udsigtspunkter og birketræer. Her er vidunderligt.
Banen har ydermere den fordel, at den er anlagt på sandjord. Det tørrer hurtigt, og banen er derfor tidligt spilleklar. Vi kunne i hvert fald ikke finde noget at udsætte på denne bane.
Banen er en unik blanding af skærgård og bøgeskov. Hvert hul er unikt. På fjerde hul står vi lidt højt, med vinden fra skærgården i ryggen og en fairway der er domineret af en stor klippesten foran os. Men har næsten lyst til at lave et luftslag, blot for at få mulighed for at nyde udsigten lidt længere. Også 10. hul er noget særligt. Hvis man laver en birdie, så får man sit navn på en tavle i klubhuset. Vores birdie-pitches er langt fra at gå i på dette monster af et par 3-hul, og antallet af navne på tavlen forbliver uændret.

Status og hyggestund
Turen hjem glider uden problemer på de gode svenske veje. Det er blevet tid til at reflektere over de forgangne tre dage.

Der er mange gode grunde til at besøge Gøteborg-området eller Sverige for den sags skyld, hvis man er dansk golfspiller. Banerne og naturen holder et højt niveau og priserne er, takket være den billige svenske krone, ikke afskrækkende.

Og så er der svenskerne. Det er en fornøjelse at komme i en svensk golfklub. Her hilser medlemmerne, og hjælpsomheden er stor fra alle sider. Ude på banen glider spillet også let og hurtigt. Der bliver lukket igennem med det samme. Ingen af vores runder nåede i nærheden af fire timer. Og det var inklusiv den indlagte hyggestund på turnen.

Dansk Golfs tur til Gøteborg var arrangeret af Visit Sweden.

Artiklen blev bragt i Dansk Golf 4, 2011