Stjerneparade afslutter BMW Championship
Af Søren Barnak
Tingene spidser til inden søndagens finalerunde i BMW Championship, der bliver et opgør mellem de helt store navne. Kan Mickelson og Singh holde de unge spillere bag sig. Overhaler McIlroy eller Johnson dem indenom eller viser Tiger klassen og løber med sejren?
Phil Mickelson var skarpere end længe set på lørdagens runde af BMW Championship og med tredje rundes laveste score i 64 slag spillede Mickelson sig op på førstepladsen side om side med Vijay Singh.
Mickelson spillede noget af de bedste man har set fra hans side i et godt stykke tid og Singh, der i denne uge har været fænomenal god med sin lange putter, fulgte godt med. På de første tre runder har Singh kun haft putteren brug 74 gange. Det har sammen med Mickelson bragt den 49-årige tidligere verdensetter samlet 16-under-par, inden de sidste 18 huller af BMW Championship.
I slipstrømmen af de to førende spillere følger Rory McIlroy og en anden tidligere verdensetter, nemlig Lee Westwood. Både McIlroy og Westwood er samlet 15-under-par. Et slag efter ligger Robert Garrigus, Adam Scott og Dustin Johnson og på en 8. plads i -13 kommer så Tiger Woods, der noget skuffende var rundt i en 71’er på lørdagens runde.
En imponerende leaderboard og måske det stærkeste leaderboard i hele sæsonen.
- Det er cremen af cremen, der er med fremme i denne uge, lød vurderingen fra Westwood.
Faktisk er det næsten lutter top-navne, som i denne uge står i kø for at løbe med titlen. De 16 spillere, som er indenfor fem slag af føringen har tilsammen vundet 29 majors og 21 WGC-turneringer og fire af spillerne har sågar ligget nr. 1 på verdensranglisten inklusiv den nuværende nr. 1, Rory McIlroy, der på lørdagens runde var rundt i en 69’er.
McIlroy, har som de øvrige spillere i toppen af leaderboard, gode chancer for at vinde søndag. Gør den nordirske wonder boy det, vil det være hans fjerde sejr i indeværende sæson.
Samtidig vil McIlroy blive den første back-to-back vinder, som amerikanerne kalder det, på PGA Tour siden Tiger vandt to på hinanden følgende turneringer i 2009.
