Sportssommer: Afslutningsbraget
Af Henrik Søe
2012 er et af de helt store sportsår med både EM, Tour de France og OL på programmet. Det sidste tip i Golf.dk’s golfguide til sportssommeren er fra London.
2012 er et af de helt store sportsår, og i år mager det sig heldigvis sådan, at tre af de allerstørste begivenheder finder sted lige rundt om hjørnet fra vores danske andedam. Her får du en guide til, hvad du som golfspiller kan fordrive ventetiden med, når du drager til EM i fodbold i Polen/Ukraine, Tour de France i Belgien/Frankrig og de Olympiske Lege i London.
Set med danske øjne har OL’s afslutningsdag ofte været en af de store dage. Det er nemlig på denne dag, at der spilles håndboldfinale.
I år ligger herrernes finale lige inden afslutningsceremonien. Sådan nogle håndboldfinaler plejer at være ualmindeligt spændende, så hvorfor ikke få ro på nerverne med 18 huller på The Grove, som i 2006 var vært, da Tiger Woods vandt American Express Championship. The Grove ligger nordvest for London.
Greenfee: Ligger i lejet 1.500-1.800 kr, men man slipper billigere, hvis man bor på det tilhørende hotel.
Læs mere: thegrove.co.uk.
Dette var det sidste af en række tips til sportsbegivenheder og golfbaner i Europa. Vi håber I har fået lidt inspiration. Fortsat god golfsommer.
