Spieth og Day skyder året ind

Jordan Spieth, Justin Thomas og Rickie Fowler forbereder sig til Tournament of Champions (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

Årets første på PGA Touren bliver et brag af en turnering med de to bedste spillere i verden sultne efter at komme i kamp 

Jason Day og Jordan Spieth var med til at gøre 2015 til et yderst mindeværdigt golfår med hver fem sejre og hovedroller i de fire majors. Begge har valgt at starte det nye år på Hawaii i Tournament of Champions, og de kommer til turneringen med appetit på mere succes. 
 
- Jeg tænker ikke på det som et nyt år. Jeg tænker bare, at vi havde en pause på tre uger, og vi fortsætter forhåbentlig bare på samme niveau, sagde Spieth på sit pressemøde.
 
For Day var pausen noget længere. Han har ikke spillet siden afslutningen på Presidents Cup 11. oktober, men efter fire sejre i sine seneste seks turneringer er han klar til at fortsætte, hvor han slap.
 
- Jeg er meget målrettet mod at vende tilbage til nummer ét i verden. Jeg er meget motiveret for at vinde så mange turneringer som muligt i år og blive en mere dominerende spiller, sagde australieren forud for Sæsonstarten.
 
Målsætningerne er tårnhøje for de to, men det skulle man ikke tro at dømme ud fra deres turneringspause. Day spillede fire huller i et sponsorarrangement, men lagde ellers køllerne på hylden. Omkring nytår greb han igen til våben og begyndte forberedelserne. Spieth? Han fik et bordtennisbord i julegave og har brugt sin tid på at samle og teste det frem mod de drabelige kampe under Ryder Cup. 
 
Det kan derfor måske tage lidt tid at finde rytmen, men det er der ikke tid til, hvis de vil gøre sig gældende på Kapalua. Seks fra verdens top-10 er til start, og hæren af førstegangsvindere fra 2015-delen af sæson 2016 (ja, det er kringlet) er klar til at tage nye skridt på vejen mod stjernerne.
 
Selvom nogle spillere måske har lidt rust at banke af, så skal man ikke forvente høje scores. Værtsbanen Plantation Course har været den letteste på PGA Touren tre gange siden 2010, og i den seneste udgave spillede den gennemsnitligt tre slag under par pr. runde.
 
Patrick Reed forsvarer titlen, og han er blevet sat i bold med sin succesfulde Ryder Cup-makker, Spieth. I sine seneste seks turneringer har Reed to andenpladser, en tredjeplads og er ikke sluttet uden for top-10. Han vurderer, at spillet er bedre end nogensinde før, så Reed ser ud til at skulle præstere et stærkt titelforsvar.
 
Day får selskab af Rickie Fowler, som stræber efter at vinde en major og slutte sig til den nye generations hovednavne, mens langtslående Bubba Watson er parret med den metodiske Open Champion, Zach Johnson. 
 
Det tegner til en underholdende åbning på året, når de 30 vindere natten til fredag begynder kampen om 52 verdensranglistepoint og en check på 1,18 millioner dollars.
 

1 kommentar "Spieth og Day skyder året ind"

Spieth

WOW så lige Jordan vinde med -30! Fænomenalt!
Det er ikke fordi han rammer GIR tættere end de andre drenge, men han putter bare så meget bedre!

Så er jeg alligevel glad for at jeg i sidste øjeblik nåede at abonnere på C More, PGA touren har uden sidestykke de bedste spillere i verden.

Behold bare de tunge drenge fra european tour på viasat for dem som ikke er natte ravne :-)