Snedeker: Jeg har aldrig spillet bedre
Af Søren Barnak
Brandt Snedeker er netop vendt tilbage efter en hofteoperation. Han føler sig i sit livs form, og fredag spillede han sig helt frem ved Farmers Insurance Open. Nyt cut efter lørdagens runde
Kyle Stanley holder fast i føringen ved Farmers Insurance Open. På Torrey Pines South Course var Stanley rundt i en 68’er og er nu samlet 14-under-par.
Kyle Stanley, der var rookie i 2011-sæsonen, hvor han sluttede på 34. pladsen i FedExCup slutspillet, er dermed et slag bedre end Brandt Snedeker og to slag bedre end rookien Sang-Moon Bae og Martin Flores (-12).
Snedeker var i slutningen af 2011-sæsonen igennem en operation i hoften og debuterede i sidste uges Humana Challenge, hvor han sluttede på 8. pladsen.
Nu er han igen med fremme og det overrasker faktisk Snedeker selv.
- Jeg er helt sikkert overrasket over at spille så godt. Normalt tager det lidt længere tid for mig at få banket rusten af, men jeg har forberedt mig godt op til denne sæson, lød det fra Snedeker der optimistisk tror på, at der snart kommer endnu en sejr på cv’et.
- Jeg har aldrig drivet bolden så godt, som jeg gør i øjeblikket, og samtidig så putter jeg også rigtig rigtig godt.
Brandt Snedeker står noteret for to sejre på PGA Tour. Den seneste kom i 2011, hvor Snedeker vandt The Heritage efter omspil med Luke Donald.
En af de spillere, som ikke er med i weekenden er Phil Mickelson, der missede cuttet på Torrey Pines for første gang i 10 år.
Hele 78 spillere klarede cuttet på minus 2, og derfor vil der blive sat endnu et cut efter lørdagens runde.








Ingen kommentarer til "Snedeker: Jeg har aldrig spillet bedre "
Indsend kommentar