Sri Lanka!
- Jamen du må da være gal - er det ikke der, hvor der er uroligheder - og findes der overhovedet golfbaner sådan et sted??
Det var Nyholm, der straks var skeptisk.

Vi skulle finde et nyt sted at optage den næste sæsons  Lyntips - og nogle gamle venner havde foreslået Sri Lanka. Nyholm var ikke meget for det. Han er ved at blive halvskrap til spansk og havde set frem til, at vi skulle ned og øve os. Men han lod sig overtale, og jeg kan godt røbe, at han allerede har undersøgt mulighederne for at komme tilbage til Sri Lanka næste år med hele familien.

Det var i hvert fald et utraditionelt forslag vi fik - men også et tilbud af den slags, som man ikke kan sige nej til. Nu skal det lige nævnes, at jeg ikke var svær at overtale. Jeg havde nemlig været der før. Dengang for mange år siden var jeg grøn i mere end én forstand. Da rendte jeg nemlig rundt i en Tjæreborg-uniform og viste det gamle Ceylon frem for turister fra det kolde nord - og nød hver dag i det tropiske paradis. Jeg kunne godt huske, at der var en golfbane (jeg fik faktisk mit livs første runde der), men jeg må tilstå, at jeg ikke tænkte på det som en golfdestination. Kom nu til sagen!

Den første bane vi besøgte - var også den nyeste - lå i ca. 500 meters højde lidt uden for øens kulturelle hovedstad og næststørste by Kandy. Den er  egentlig  bygget med turismen for øje, og der skulle have været et hotel ved selve banen. Men politiske forhold havde lagt en dæmper på turismen,  og byggeriet er udsat. Men vores værter havde fundet et 5-stjernet  hotel ca. 20 minutters  kørsel fra banen. Til gengæld var der masser af plads på banen. På vej derud var det svært at forestille sig, at der ville ligge en golfbane i et sådant område. Vi kørte gennem fattige landsbyer, men skiltningen fejlede ikke noget, og de fortalte alle, at vi snart ville komme til Victoria Golf Club.

Mine ord rækker ikke til at beskrive den vidunderlige tropiske natur, som denne bane ligger i. Jeg kan kun håbe, at nogle af læserne også har set de indslag ,vi optog der. Vores fotografs billeder fortæller  det helt sikkert bedre. Men tro mig - det var ikke svært at finde flotte baggrunde til indslagene.

Caddie til 17 og bolddreng til 8
En caddie koster 17 kroner for en runde (plus drikkepenge)  - og i 35 graders varme er de godt givet ud. Faktisk ser de lidt underligt  på én, hvis man kun bestiller én caddie. For du skal vel også have et par "ball-boys" eller fore-caddies? De koster kun otte kroner for en runde! De har nemlig ikke fået caddietræning og taler måske ikke så meget engelsk. Men de skal jo ikke finde ret mange bolde, før de har tjent sig selv ind, som det hurtigt blev konstateret. Desuden var de både behageligt og lærerigt selskab.

Green-fee er ikke helt så billig, men dog stadig under dansk niveau. På Victoria-banen koster 18. huller lige godt 200 kroner. Klubhuset har  glimrende omklædnings-  og badefaciliteter, og man kan nyde en udmærket lunch på en overdækket terrasse (ahh velsignet - ingen airconditioning!). Man kan selvfølgelig få kølige drikkevarer, men vi fulgte skikken med en kop the (man er vel på Ceylon) - med udsigt over 18. hul - medens Nyholm underholdt caddierne med sit "show" foran klubhuset.

Næste stop var Nuwara Eliya i over 2000 meters højde. Det var briternes foretrukne tilholdssted i de ca. 150 år, de koloniserede øen. Ikke kun var det her oppe i højderne, at de fandt ud af at dyrke the - nej, her var også et - for dem - meget behageligere klima. Cirka som en god sommerdag i England - hele året rundt. Og som Obelix ganske rigtigt observerede, så er de jo lidt skøre de britere. De tog alle de britiske fritidssysler med sig rundt i verden, og i Nuwara Eliya byggede de blandt andet en hestevæddeløbsbane og naturligvis en golfbane. Hotellerne har ikke eksotiske navne, men hedder The Grand, Hill Club og selvfølgelig Hotel St. Andrews.

Banen er 112 år gammel, og fremstår i dag som en smuk og tilvokset parkbane. Og hvis nogen skulle forlede sig til at tro, at den af den grund er let, så får de sig en overraskelse allerede på 1. hul. Man lægger nemlig ud med et 419 meter par 4 hul med en fairway så smal som US Open bane.

Banens stand var imponerende. Greens var ganske vist ikke blevet klippet  i et par dage, men vi blev forsikret om, at de kunne blive endog meget hurtige.

Nyholm fik råd af caddie
Da det pludselig blev overskyet - og dermed ikke så velegnet til at filme -fik vi mulighed for at spille nogle (desværre alt for få) huller. Også her bruger man naturligvis caddies, og vi havde kun spillet et enkelt hul, da vi kunne mærke deres erfaring. De havde hurtigt set Nyholm an, og allerede på 2. hul begyndte de at diktere, hvilke køller han skulle bruge. Når doktoren ville slå med f. eks. et 5-jern, fik han venligt - men bestemt - at vide, at et 6-jern ville være et bedre valg. Heldigvis har Nyholm erfaring nok til at lytte til en lokal caddie - for de havde ret hver gang.

Klubhuset og hotellerne i Nuwara Eliya er et rent paradis for anglofile. Der er muligvis endnu mere engelsk end i England. I hvert fald, hvis man tænker på det, som det var for 50-100 år siden. Vi kunne ikke dy os for at sidde lidt på terrassen og sige: "Jolly good game, old boy!". Og theen de serverer fås vel næppe bedre.  "Quite splendid I must say old chap".

Den tredje bane ligger i hovedstaden Colombo. Den nåede vi desværre ikke, men den siges også at være et besøg værd. Men golfbanerne er naturligvis ikke det eneste, der er værd at besøge - langt fra. Det var ganske vist ikke meget andet, vi nåede i denne uge, men jeg har ved andre besøg  haft lejlighed til at opleve øens fascinerende historie, religioner, kultur og natur.

At temperaturen konstant ligger mellem 27 og 33 grader, og at der også er dejlige sandstrande med 30 grader varmt vand, skader jo heller ikke. Nyholms bekymringer om uroligheder blev aldrig nævnt mere, og det, jeg allermest husker Sri Lanka for,  er smilet. Her smiler man nemlig fra solen står op til længe efter, den er gået ned. Og det skal man passe på - for den slags har det med at smitte.

Artiklen blev bragt i Dansk Golf nummer 2, 2002