Sløv dansk sæsonstart på challengetouren

Christian Gløet er nummer 117 i Kenya.

Printer venlig versionSend til en ven

Ung kenyansk amatør leverede flot spil på første runde af The Barclays Kenya Open, mens de danske deltagere fik en skuffende start på året

Ender nogle af de danske challengetour-spillere med at kvalificere sig til europatouren i 2016, bliver det ikke på baggrund af sæsonens åbningsrunde i The Barclays Kenya Open. Christian Gløet og Andreas Hartø var begge over par i Nairobi, og de øvrige danskere blandt Europas næstbedste har slet ikke taget turen til Karen Golf Club.

Det afsluttende par fem hul gjorde stor skade på de to danskere til start. Gløet sluttede sin runde med en doublebogey for en score i 76, +4. For Hartø skulle der otte slag til at få bolden ned i hullet, og det var med til at bringe totalen til +3. Cuttet ligger til at falde i par.

Kenya er ikke nogen stor golfnation, og for tiden er der præcis nul kenyanere med point på verdensranglisten. Det kan ændre sig, hvis de gode takter fra første runde fortsætter. Syv af værtslandets spillere er inden for cutgrænsen, og to er at finde i top-10 efter de første 18 huller. En af dem er den 18-årige amatør Mathew Wahome, som lavede seks birdies på vej mod en 69'er og en delt ottendeplads.

- Min plan er at slå 3-wood fra tee for at ramme fairways og greens og få nogle putts til at falde i, og heldigvis slog jeg også nogle i for at redde par, så det hele virkede super.

- Det er meget spændende at have challengetouren her denne uge, og jeg er meget glad for at være her for andet år i træk, og jeg håber, jeg kan klare cuttet denne gang. Det er i hvert fald planen, sagde, Wahome.

Han er tre slag fra Danie Van Tonder og Moritz Lampert på førstepladsen.