Skadet Fisher fører Portugal Masters
Af Mikkel Ring Christensen
Alle danskerne er med i weekenden, og de har ikke langt til top 10. Ross Fisher har luft til feltet på europatouren
Anders Hansen og Thorbjørn Olesen var på banen inden vinden kom op, og de klarede sig begge rundt under par. Anders Hansen havde fire birdies og tre bogeys på sin runde, og han er -1 og nummer 41.
I Thorbjørn Olesens bold, med Miguel Angel Jimenez og Padraig Harrington, var der gang i scoringen. Thorbjørn lavede tre birdies og to bogeys, og hans samlede score i -3 svarer til en 16. plads. Harrington lavede 8 birdies på sin runde i -4. Han ligger på en 4. plads i -6. Det er et slag bedre end Jimenez på 6. pladsen, der var tre slag under par på runden. Pings repræsentant prøvede at få spanieren til at skifte jern inden turneringen, men det er de gamle, der er med i baggen, og de ser ud til at virke.
Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen spillede fredag eftermiddag, og de var ligeledes under par.
Thomas Bjørn var for anden dag i træk rundt i 70 slag, en under par, og det er nok til en 26. plads. Inden turneringen fortalte Bjørn til Golf.dk, at han stadig var ved at komme sig over Ryder Cup, og at der manglede noget tryk i bolden. Onsdag eftermiddag havde han en snak med Pete Cowen på rangen, og det de er kommet frem til, har i hvert fald været nok til at klare cuttet.
Søren Kjeldsen sagde inden turneringen, at spillet var, hvor han ville have det. Det så da også fremragende ud på de første ni huller, hvor han med 4 birides spillede sig op som nummer fire. Desværre sluttede Kjeldsen af med doublebogey, bogey, bogey, og derfor starter han weekendens spil side om side med Thomas Bjørn på 26. pladsen.
Helt i front ligger Ross Fisher. Han brugte 67 slag på Oceânico Victoria Golf Course. Sammen med hans første runde i -6 er han nu samlet -10, og det er tre slag bedre end Stephen Gallacher og Bernd Wiesberger på andenpladsen.
Wiesberger vandt tidligere på året hjemme i Østrig, og Gallacher var med fremme i Skotland sidste uge, så det er et par formstærke herrer, der er på jagt. Det gør det kun endnu mere imponerende at Fisher fører turneringen. Englænderen faldt og beskadigede sin venstre ankel på vej til første tee, og han overvejede at trække sig fra turneringen. Efter et par huller fik han fysioterapeutisk assistance, og efter at have fået tapet foden ind, var han i stand til at fuldføre sin runde, der inderholdt en eagle på næstsidste hul.
- Fysioterapeuten sagde, at jeg ikke beskadigede noget ved at fortsætte med at spille. Det var ubehageligt i starten, og jeg mærkede til det igen mod slutningen, og jeg er bare glad for at klare mig igennem. At føre er meget, meget tilfredsstillende. Det var meget besværligt at komme frem igennem bolden, og det gjorde det meget udfordrende at vælge det rigtige jern, sagde Fisher til europatouren.
Cuttet faldt i par, og det betyder, at alle fire danskere er videre til finalerunderne.
