Sjællandsk klub konkurs

Rønnede Golf Klub har indkaldt til møde på torsdag, hvor medlemmerne får orientering om klubbens konkurs (Foto: Rønnede Golf Klub)
Rønnede Golf Klub har indkaldt til møde på torsdag, hvor medlemmerne får orientering om klubbens konkurs (Foto: Rønnede Golf Klub)

Printer venlig versionSend til en ven

En stor gæld, nye fleksible medlemskaber og finansielle partnere, der vil have penge nu, sender golfklub til tælling

Bestyrelsen i Rønnede Golf Klub har indkaldt til medlemsmøde torsdag aften. Her vil de orientere om den sydsjællandske klubs konkurs.

 

Det er dog ikke med bestyrelsens gode vilje, at det er kommet dertil, fortæller næstformand Ulrik Juul Christensen til Golf.dk.

 

- Vi har de seneste år skåret driften til og står i år til at komme ud med et komfortabelt overskud. Men markedet er i øjeblikket sådan, at de finansielle institutioner hellere vil tage et tab nu, end trækkes med gæld i flere år, siger Ulrik Juul Christensen.

 

Klubben har en gæld på små 20 mio. kroner. En gæld der ifølge næstformanden er opstået under den tidligere bestyrelse, hvor der blev investeret intensivt i banen samt i et nyt klubhus.

 

Den store gæld til trods er det lykkedes klubben at komme helskindet igennem de seneste år, og ifølge næstformanden var klubben indstillet på at fortsætte, så enhver kunne få sit. Men som nævnt havde klubbens finansielle partnere en anden mening.

 

En anden ting, som gjorde det svært for klubben at fortsætte, var de nye fleksible medlemskaber, som ser dagens lys ved årsskiftet. I Rønnede regner de med, at de vil miste fuldt betalende medlemmer på den konto.

 

- Vi synes, at ideen om fleksible medlemskaber er helt rigtig. Men vi har forudset, at de vil koste os mellem én og halvanden million kroner om året i tabte indtægter, siger Ulrik Juul Christensen.

 

Selv om Rønnede Golf Klub går konkurs, er det næppe ensbetydende med, at der ikke fremover skal spilles golf i Rønnede. Bestyrelsen har en plan for fremtiden. En plan som indebærer stiftelsen af en ny forening med navnet Rønnede Golf Klub 2010 og som kan ende med at gøre det billigere at spille golf i Rønnede.

 

- Hvis vi køber aktiverne ud af klubben, har vi ikke længere den store gæld at slæbe på. Derved kan vi ende i den barokke situation, at den nye klub vil have et lavere kontingent end den nuværende, siger Ulrik Juul Christensen.

 

Medlemsmødet holdes torsdag aften i Rønnede Golf Klub


2 kommentarer til "Sjællandsk klub konkurs "

Rønnede som golfbane

Kære Rønnede,

Vi golfere der har prøvet Rønnede i god stand håber I kommer igen og gerne med bedre økonomi, så banens stand er det vigtigste.

konkurs

vi er mange der håber at det kommer op at køre igen , banen var super i år ,det vil være synd hvis den skulle blive ødelagt ,ved ikke at blive holdt